Mads Pedersens bjergkaptajn udgår efter styrt

25. MAJ 2025 • 09:56SPORT

Giulio Ciccone kommer ikke til start på søndagens etape i Giro d'Italia, efter at han styrtede lørdag.

Cykelholdet Lidl-Trek må sadle om i bjergene, efter at holdets bedste klatrer har forladt Giro d'Italia.

På lørdagens etape var italieneren Giulio Ciccone en af de uheldige, der røg i asfalten på den regnvåde rundstrækning i Nova Gorica knap 20 kilometer fra mål.

Ciccone kom efter noget tid tilbage på cyklen, men var tydeligt hæmmet. Og skaderne er så slemme, at han må udgå inden søndagens etape, skriver holdet i en pressemeddelelse.

Undersøgelser viser, at Ciccone har pådraget sig en stor blodansamling og skader på muskelvævet som følge af styrtet.

- Jeg har ingen ord for det. Jeg kæmpede for at færdiggøre etapen, fordi jeg håbede, at undersøgelserne på hospitalet ville vise, at det ikke stod så slemt til, og at jeg kunne komme mig og forsøge at vinde en etape.

- Men jeg var hurtigt klar over, at det stod værre til, og smerterne blev for meget. Nu ved vi hvorfor. Det gør ondt at forlade Giroen på den her måde, særligt med tanke på de bjerge, der kommer, og med den gode følelse på holdet, ligesom jeg var i en god position i klassementet, siger han.

Før lørdagens etape lå Giulio Ciccone nummer syv i klassementet, men han trillede først i mål 16 minutter efter Kasper Asgreen, der vandt den hæsblæsende finale, og var derfor også ude af klassementet uanset hvad.

Lidl-Trek kan til gengæld glæde sig over, at det er blevet til fem etapesejre i årets Giro d'Italia. De fire af dem har Mads Pedersen stået for.

Danskeren er også storfavorit til at vinde den cyklamenfarvede pointtrøje, når den italienske rundtur slutter i Rom om en uge.

Søndag venter der rytterne en 219 kilometer lang bjergetape med mål i Asiago.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT