Verdensetter afgiver kun et parti i French Opens åbning
En time tog det Aryna Sabalenka at udradere Kamilla Rakhimova i French Opens første runde.
Aryna Sabalenka er tilsyneladende ankommet til French Open i forrygende form.Den topseedede tennisstjerne var søndag nådesløs i sin kamp mod russiske Kamilla Rakhimova i første runde og vandt 6-1, 6-0.
Det tog blot en time for Sabalenka at kyle modstanderen ud og gøre sig klar til anden runde, hvor vinderen af duellen mellem Lucrezia Stefanini og Jil Teichmann venter.
Hvis både Sabalenka og Clara Tauson når til fjerde runde, brager de sammen for tredje gang i år. Sabalenka slog danskeren ud af Australian Open tidligt på året, før Tauson en måned senere tog revanche i Dubai.
Først skulle belaruseren dog lige forbi Rakhimova.
De to mødtes også i French Open for to år siden, hvor Rakhimova var noget bedre med.
Søndag vandt Sabalenka de tre første partier, før russeren fik servet sig ind i kampen. Men det hjalp ikke på udfaldet af første sæt, der var overstået på mindre end en halv time.
Bedre blev det ikke i andet sæt for Kamilla Rakhimova, som fik et æg af Sabalenka i den ensidige forestilling.
Den 27-årige verdensetter har vundet tre grand slam-turneringer i løbet af karrieren, men i French Open har hun aldrig stået med trofæet.
Semifinalepladsen i 2023 er stadig hendes bedste resultat.
/ritzau/