Tårevædet stjernequarterback tager skylden for Bills-nederlag

18. JAN 2026 • 05:51SPORT

Buffalo Bills tabte i overtiden mod Denver Broncos. Josh Allen bebrejder sig selv efter to interceptions.

Stjernequarterbacken Josh Allen tager ansvaret på sine skuldre, efter at Buffalo Bills natten til søndag led et smertefuldt nederlag i overtiden til Denver Broncos i NFL-slutspillet.

Dermed missede Buffalo Bills og Allen muligheden for at vinde klubbens første Super Bowl nogensinde.

Bills har aldrig før vundet NFL-finalen, selv om holdet nåede fire finaler i træk i 1990'erne. Hvis de havde vundet over Denver Broncos natten til søndag, havde de haft mulighed for at spille med om en af de to pladser i NFL-finalen.

- Jeg føler, at jeg svigtede mine holdkammerater i aften, siger Allen på et pressemøde efter kampen, mens han tørrer tårerne væk.

- Jeg hader, hvordan det endte. Når man skyder sig selv i foden på den måde, fortjener man ikke at vinde kampe, siger Josh Allen.

Quarterbacken, der sidste år modtog hæderen som den mest værdifulde spiller (MVP) i 2024-sæsonen, kastede to interceptions, da Buffalo Bills tabte 30-33 til Denver Broncos efter en intens og medrivende kamp.

Opgøret blev i de sidste sekunder af den ordinære spilletid sendt ud i forlænget spilletid. Her var Denver Broncos skarpest til sidst.

Denver Broncos skal om en uge forsøge at booke en plads i Super Bowl, når de møder enten New England Patriots eller Houston Texans.

Det bliver dog uden deres quarterback Bo Nix, der brækkede anklen i de døende minutter af overtiden mod Bills og er ude resten af slutspillet.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT