Svensk søskendepar snupper guld i dramatisk curlingfinale
Svenskerne har sikret den tredje guldmedalje ved vinter-OL. Denne gang blev den indløst i mixeddouble curling.
Det familiære bånd var muligvis udslagsgivende, da et svensk søskendepar tirsdag aften høstede den tredje guldmedalje til Sverige ved årets vinter-OL.Søskendeparret Rasmus og Isabella Wranå sænkede USA i finalen i mixeddouble curling.
Svenskerne og amerikanerne fulgtes tæt ad i hele finalen, og i finalens sidste ende blev guldduellen afgjort i en dramatisk afslutning.
USA var foran med en enkelt i næstsidste ende, men en double takeout vendte medaljeregnskabet på hovedet og sørgede for 6-5-sejr i svensk favør.
- Det er ubeskriveligt. Det er så fedt, at vi kunne gøre det. Jeg er målløs, siger Isabella Wranå til SVT efter finalesejren.
Isabella Wranå var selv afsenderen bag den sidste sten, der sikrede svensk guld. Og det var med et køligt overblik bag, fastslår hun.
- De, der kender mig, ved, at det er et skud, jeg gerne vil have på den sidste ende. Jeg følte mig ret sikker, så det var rigtig dejligt, siger Isabella Wranå.
Det var samtidig Sveriges tredje guldmedalje ved vinter-OL og den sjette i alt.
/ritzau/
