Sværvægtsmester har to kampe tilbage før pension

13. FEB 2025 • 01:40SPORT

Oleksandr Usyk, der er ubesejret sværvægtsboksning, øjner snart en slutdato for karrieren.

Den ubesejrede verdensmester i sværvægtsboksning, Oleksandr Usyk, har to kampe tilbage i sig.

Det siger den 38-årige ukrainer ifølge AFP til Sky Sports.

Usyk regner med, at han vil holde sig i gang i en periode på halvandet til to år.

- Der er to kampe mere at forberede sig på - ikke flere. Kun to, siger Usyk til Sky Sports.

En af kampene bliver mod vinderen af en kamp mellem briten Daniel Dubois og Joseph Parker fra New Zealand. De to møder hinanden 22. februar.

- Jeg vil kæmpe mod Joseph Parker eller Daniel Dubois. Det er ikke noget problem, siger ukraineren.

Usyk har bokset 23 professionelle kampe og vundet alle. 14 af sejrene er sikret efter teknisk knockout.

Oleksandr Usyk blev den første verdensmester i samtlige fire professionelle bokseforbund i næsten 25 år, da han i maj 2024 besejrede briten Tyson Fury.

Med sejren over Fury sikrede han sig titlerne hos forbundene IBF, WBC, WBA og WBO, men senere undlod han at forsvare IBF-bæltet, så han i dag kun er indehaver af tre bælter.

I stedet er briten Daniel Dubois indehaver af IBF-titlen, og den er i spil, når han om halvanden uge møder Joseph Parker i Saudi-Arabien.

Dubois tabte i august 2023 til Aleksander Usyk, men briten føler, at han er et andet sted i dag.

- Jeg bliver ved med at forbedre mig. Når man vinder en VM-titel, så siger man, at det gør én bedre. Det er sket for mig, føler jeg. Jeg parat til at vise, hvad jeg kan gøre, og besejre hvem som helst, siger Dubois til Sky Sports.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT