Suveræn Sabalenka brager videre i sæsonfinalen
Som den første spiller er Aryna Sabalenka klar til semifinalen i kvindernes sæsonfinale.
Aryna Sabalenka har fået en stærk start på WTA Finals, kvindernes sæsonfinale, hvor hun som den første er klar til semifinalen.Mandag besejrede hun italienske Jasmine Paolini 6-3, 7-5 og var kun for alvor presset mod slutningen af andet sæt.
Det var Sabalenkas anden sejr i lige så mange kampe i turneringen, der spilles i saudiarabiske Riyadh. Hun er dermed sikker på avancement.
Belaruseren var suveræn i første sæt, hvor hun med to tidlige servegennembrud etablerede en solid føring på 4-0, før hun kort efter lukkede sættet.
Italieneren kom bedre med i andet sæt, hvor hun bragte sig på 2-0 og senere kæmpede sig tilbage fra 2-4.
Hun fremtvang to sætbolde i Sabalenkas serv, men var uskarp på de afgørende tidspunkter. Det blev straffet.
Sabalenka har ikke tidligere vundet sæsonfinalen, men hun nåede finalen i 2019. Nu er hun blot en enkelt sejr fra at tangere sit bedste resultat i turneringen.
Verdens bedste kvindelige tennisspillere er i Saudi-Arabien inddelt i to grupper. Den lilla gruppe tæller foruden Sabalenka og Paolini kasakhiske Elena Rybakina og kinesiske Zheng Qinwen.
Jasmine Paolini og Zheng Qinwen mødes i en direkte duel om den sidste semifinalebillet fra gruppen, mens Rybakina ikke længere kan gå videre.
I den orange gruppe har Iga Swiatek fra Polen og Coco Gauff fra USA åbnet med sejre, mens amerikanske Jessica Pegula og tjekkiske Barbora Krejcíková står noteret for nederlag efter første kamp.
/ritzau/