Fyret Aalborg-træner er skuffet og vred

4. NOV 2024 • 08:55SPORT

Maik Machulla mener, at han har haft svære betingelser for succes i Aalborg Håndbold.

Den tyske håndboldtræner Maik Machulla er forundret over, at han søndag morgen blev fyret som cheftræner for Aalborg Håndbold efter blot at have varetaget jobbet siden slutningen af juli.

Det skriver han i en besked til TV 2 Sport. Tyskeren har ikke ønsket at stille op til interview.

- Jeg er meget skuffet og også vred. Jeg er meget følelsesladet omkring beslutningen. Det er ikke altid retfærdigt.

- Jeg forstår ikke fyringen. Jeg synes, at vi startede sæsonen med svære betingelser. Vi har stadig alle muligheder for at vinde en masse, men det bliver så ikke med mig ved roret. Holdet kæmpede med en masse problemer og skader, skriver han blandt andet til TV 2 Sport.

Forud for klubsæsonen stoppede Mikkel Hansen karrieren. I tillæg kom flere spillere sent hjem til sæsonforberedelserne på grund af OL og måtte hvile, mens flere skader, blandt andre til Niklas Landin og Mads Hoxer, siden har lammet nordjyderne.

I et interview med Ritzau medgiver Aalborg-direktør Jan Larsen, at det er tidligt at sætte tyskeren fra bestillingen.

- Vi lever i en resultatverden, der er baseret på præstationer. Hvis vi kunne se tegn på fremgang i spillet, så kunne vi godt leve med resultaterne for nuværende, men vi kunne ikke se den fremgang, og derfor har vi ikke haft en tro på fremgang på den korte bane.

- Vi har 11 kampe fra 16. november til 21. december, og der skal vi kunne præstere, siger Jan Larsen.

De forsvarende danmarksmestre ligger nummer fire i Herreligaen. Samme placering har holdet i Champions League-gruppespillet.

Søndag aften spiller holdet ude mod oprykkeren Grindsted. I den kamp og i resten af sæsonen er Simon Dahl forfremmet fra assistent- til cheftræner.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT