Storbritannien vil sikre røgfri generation med banebrydende reform

5. NOV 2024 • 02:25UDLAND

Den britiske regering planlægger at indføre nogle af verdens strengeste regler mod rygning.

Storbritanniens yngste generation bør på intet tidspunkt få mulighed for at købe cigaretter lovligt.

Sådan lyder det i et lovforslag, som tirsdag vil blive præsenteret i det britiske parlament.

Forslaget er offentliggjort på regeringens hjemmeside, og her beskrives lovforslaget som banebrydende i global kontekst.

- Det verdensførende lovforslag vil indeholde tiltag, der skal skabe en røgfri generation. Salg af tobaksprodukter til personer, der er 15 år eller yngre i år, skal stoppes, skriver regeringen.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at den britiske regerings lovforslag indeholder nogle af verdens strengeste regler mod rygning.

Tiltaget om en røgfri generation er ifølge britiske BBC inspireret af New Zealand. Den tidligere newzealandske regering indførte i 2022 et forbud mod al fremtidigt salg af cigaretter til personer født i år 2008 eller senere.

New Zealands nuværende regering, der blev valgt i oktober 2023, har dog trukket loven tilbage for at finansiere skattelettelser.

I Storbritannien skal lovforslaget, der altså præsenteres tirsdag, blandt andet også være med til at lette trykket på landets sundhedsvæsen (NHS) ved på sigt at nedbringe antallet af rygere.

- Medmindre vi handler nu for at hjælpe folk med at holde sig sunde og raske så vil en bølge af dårligt helbred i samfundet true med at drukne og ruinere vores NHS, siger sundhedsminister Wes Streeting i en pressemeddelelse i forbindelse med lovforslaget.

- Det her historiske lovforslag vil redde tusindvis af liv og samtidig beskytte NHS, tilføjer ministeren.

Der lægges i forslaget også op til eksempelvis at forbyde rygning foran skoler, hospitaler og legepladser.

Til gengæld har den britiske regering ikke inkluderet tiltag om at forbyde rygning udenfor ved pubber og caféer. Den idé blev ellers luftet af premierminister Keir Starmer i august.

Den britiske regering anslår, at cirka 80.000 personer årligt dør af rygning i Storbritannien, og at rygning koster det britiske samfund 21,8 milliarder pund - svarende til knap 200 milliarder kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT