Ny cheflandstræner vil være mere synlig på badmintonbanen

4. NOV 2024 • 16:08SPORT

Thomas Stavngaard vil bygge videre på Kenneth Jonassens succes, men forsøge at være mere synlig for spillerne.

Når Thomas Stavngaard ved årsskiftet overtager taktstokken hos Badminton Danmark fra Kenneth Jonassen, kommer spillerne til at mærke en noget anden form for leder.

Det fortæller den nyudnævnte cheflandstræner, der hæfter sig ved, at han formentlig kommer til at være mere blandt spillerne end sin forgænger.

- Jeg er nok mere ekstrovert end Kenneth. Han er meget introvert, men har altid haft stor respekt omkring sig.

- Jeg kommer til at være mere på gulvet. Det handler om at være i øjenhøjde med spillerne og have en god relation til dem. Jeg presser folk hårdt, men jeg er altid rimelig, siger Thomas Stavngaard.

Set udefra kommer man ifølge den nuværende doublelandstræner ikke til at lægge mærke til de store forandringer.

For det handler om at føre kontinuiteten videre, selv om Stavngaard, der har været en del af landsholdet siden 2015, "selvfølgelig" vil vurdere, hvor der kan optimeres.

- Langt hen ad vejen ruller vi ud ad den samme motorvej med nogle ganske få ændringer. Kenneth og jeg tror på kontinuiteten i, at vi ikke skal prøve at nytænke.

Samtidig har det stor betydning, at man fører den samme kultur videre ved at have valgt en kandidat i egne rækker, lyder det.

Med stor succes har Kenneth Jonassen været cheflandstræner i otte år, og derfor er det store sko, som Thomas Stavngaard skal forsøge at udfylde.

- Jeg skal efterfølge den mest succesfulde landstræner i Danmarks historie. Selv om mange siger, at det går ned ad bakke, har vi aldrig haft så gode resultater som under Kenneth, siger 50-årige Stavngaard og tilføjer:

- Mit succeskriterium er, om spillernes synes, jeg lykkes - og ikke så meget, om medierne synes, jeg lykkes.

Men "selvfølgelig skal jeg lave nogle medaljer til Danmark", siger Thomas Stavngaard.

Kenneth Jonassen har ansvaret for herresinglerne i Badminton Danmark-regi, men fra august næste år får den tidligere topspiller Hans-Kristian Vittinghus den opgave.

Det er ikke et ansvar, som Thomas Stavngaard gerne ville have haft.

- Mine kompetencer ligger inden for herredouble, mixeddouble og damedouble, så det har ikke været en stilling, jeg på nogen måde har været interesseret i, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT