USA's valgsystem meldes klart til sikkert valg trods desinformation
Trods en stigning i desinformation er der ikke noget, der tyder på, at USA's valg er sårbart over for angreb.
I USA har Sikkerhedsagenturet for Cybersikkerhed og Infrastruktur (Cisa) ikke set bevis for, at nogen "aktivitet" kan få direkte indflydelse på resultatet af det amerikanske præsidentvalg.Det siger agenturets direktør, Jen Easterly.
Det amerikanske præsidentvalg finder sted tirsdag, hvor de amerikanske vælgere skal pege på enten Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, eller Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris.
- Infrastrukturen omkring valget har aldrig været mere sikker, og valgnetværket har aldrig været bedre forberedt på et sikkert, frit og retfærdigt valg, siger hun.
Ifølge Jen Easterly har årets valg dog været præget af et "hidtil uset omfang af desinformation" fra udenlandske kræfter.
Flere amerikanske sikkerheds- og efterretningstjenester har advaret om, at blandt andet Rusland har haft til hensigt at sprede misinformation forud for valget. Det er en anklage, som Rusland har afvist.
I sidste uge beskrev myndighederne i den amerikanske delstat Georgia en forfalsket video, som blev delt på internettet.
Georgia er et af valgets svingstater, som kan blive afgørende for valgresultatet.
I den forfalskede video kunne man se en haitiansk immigrant fortælle, at vedkommende havde flere forskellige id-kort og derfor på ulovlig vis havde stemt flere gange.
Dette blev af myndighederne beskrevet som "målrettet desinformation", og højtstående amerikanske embedsmænd kædede videoen sammen med Rusland.
En højtstående embedsmand fra Cisa tilføjer, at der er stor sandsynlighed for, at udenlandske forsøg på at sprede desinformation vil fortsætte. Det vil særligt gælde i ugerne og månederne efter valget frem til 6. januar næste år.
Præsidenten i USA sidder i en periode på fire år ad gangen, og den nuværende præsident Joe Bidens valgperiode løber fra januar 2021 til januar 2025. Det er 20. januar, at hans efterfølger officielt vil overtage posten.
/ritzau/Reuters