Stefan Madsen stopper i Aalborg Håndbold et år før tid

26. FEB 2024 • 10:27SPORT

Aalborg Håndbold er gået på trænerjagt, efter at Stefan Madsen har meddelt, at han vil noget nyt.

Stefan Madsen vil prøve noget nyt.

Derfor har den succesrige træner valgt at stoppe i Aalborg Håndbold til sommer - et år før kontraktudløb.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside mandag.

- På det seneste har tanken om at prøve noget nyt rumsteret hos mig, en tanke, der voksede sig større og nu er blevet omsat til handling. Alle har brug for nye impulser med jævne mellemrum, det gælder både klubben, spillerne og i dette tilfælde mig selv.

- Efter den netop overståede periode med flere vigtige kampe har jeg derfor, efter samråd med min familie, valgt, at jeg efter sommerferien skal prøve kræfter med noget nyt. Hvor beslutningen tager mig hen, er endnu ikke afklaret, siger Stefan Madsen.

Den 47-årige træner har været i Aalborg i over ti år. I begyndelsen var han assistenttræner, men har siden 2018 stået i spidsen for det profiltunge mandskab.

- Stefan er uden tvivl den mest succesrige træner i klubbens historie, siger direktør Jan Larsen.

- Han har ført os til tre danske mesterskaber, to pokaltitler, tre Super Cup-titler og en plads i finalen ved Final 4 i Champions League, så man skal selvfølgelig lige fordøje sådan en udmelding.

- Når det er sagt, så har vi stor forståelse for beslutningen, som vi naturligvis respekterer fuldt ud, ligesom vi er helt sikre på, at Stefan vil levere en 100 procent dedikeret indsats for klubben resten af sæsonen, siger direktøren.

Jan Larsen fortæller, at man nu igangsætter en række undersøgelser for at finde sin nye cheftræner, som skal tage over i næste sæson.

- Som klub er vi heldigvis et sted, hvor vi selv mener, at vi som følge af vores setup og ressourcer bør være en attraktiv destination for håndboldtrænere i det meste af verden. Derfor håber og tror vi også, at vi kan have en kompetent afløser klar i løbet af kort tid, siger Jan Larsen.

Aalborg Håndbold fører lige nu håndboldligaen suverænt med fem point ned til Fredericia Håndboldklub på andenpladsen, og i Champions League er klubben nummer to i sin gruppe med to runder igen af gruppespillet.

Forrige weekend løb nordjyderne ind i en nedtur, da de i pokalfinalen fik ørerne i maskinen mod GOG, som vandt 32-25.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT