Pogba kan få comeback: Hans blik for spillet er uændret
Efter mere end to år væk fra banen kan Paul Pogba lørdag få comeback for Monaco.
Lørdag aften kan meget vel byde på comeback til en af det forgangne årtis store fodboldspillere.32-årige Paul Pogba er med i Monacos trup til ligakampen mod Rennes og kan dermed vende tilbage efter mere end to år væk fra banen.
Franskmanden deltog senest i en fodboldkamp i september 2023. Dengang var han på kontrakt i Juventus, men en positiv dopingprøve satte ham ud af spillet.
I forbindelse med en Serie A-kamp blev han testet positiv for testosteron, som er på Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) liste over forbudte stoffer.
Han blev suspenderet af Juventus kort efter, og i første omgang var det den italienske antidopingdomstol (TNA), der gav franskmanden fire års karantæne.
Pogba appellerede straks til Den Internationale Sportsdomstol (CAS), som accepterede en forklaring om, at det var et resultat af fejlagtig indtagelse af et tilskud, som en læge havde udskrevet til ham i Florida.
Han fik nedsat sin dopingkarantæne fra 4 år til 18 måneder og var derfor spilleberettiget igen i marts i år.
I sommer slog Monaco til og skrev under med VM-guldvinderen fra 2018. Her er han holdkammerat med den danske landsholdsspiller Mika Biereth.
Selv om Pogbas fravær fra topfodbold strækker sig over mere end to år, har han ikke mistet sine evner, påpeger Monaco-træner Sebastien Pocognoli.
- Han har kvaliteterne til at tilpasse sig det, vi ønsker at gøre på midtbanen. Han har ikke mistet sine visioner i spillet eller sin teknik, slår træneren ifølge Reuters fast.
- Vi vil gerne hjælpe ham til at nå sit fulde potentiale, så holdet kommer sejrrigt ud, lyder det fra Sebastien Pocognoli.
Comebacket kan ske klokken 19.00 dansk tid, når kampen fløjtes i gang.
/ritzau/
