SIF-direktør er bundet i tre år: Nye ejere har rigtige intentioner

19. NOV 2024 • 11:30SPORT

Silkeborg har i et år haft dialog med Trivela Group, der udvalgt mellem 10-12 bejlere, afslører Kent Madsen.

Canadiske Benjamin Boycott og amerikanske Ken Polk, der står bag Trivela Group, har ført dialog med Silkeborg IF i mere end et år.

Det afslører SIF-direktør Kent Madsen.

Han har været med til at arrangere det salg af 80 procent af aktierne i klubben, som er en godkendelse på en ekstraordinær generalforsamling fra at blive til en realitet.

- Det har været os meget magtpåliggende, at vi var så grundige som muligt. At ændre på ejerstrukturen er en stor ting og et stort ansvar, så vi vil være så sikre som muligt på, at det var den rigtige beslutning, siger Kent Madsen.

Den midtjyske klub har været åben for et salg i lang tid, og Trivela Group var ikke eneste bejler.

- Gennem årene har der vel været 10-12 stykker, de fleste har været udenlandske, men der har også været danske interesserede, siger Kent Madsen.

I de seneste måneder er dialogen blevet intensiveret, og efter "tusindvis af spørgsmål fra advokater og revisorer" faldt handlen på plads tirsdag morgen.

Det blev til et ja tak, fordi Trivela Group har "samme langsigtede mindset", som Silkeborg i årevis har brugt til at drive sin klub, fastslår Kent Madsen.

Han og økonomidirektør Claus Christensen fortsætter i samme roller i minimum tre år som et led af aftalen.

- Vi har samme opfattelse af, hvordan man driver en forretning. At det er med det lange lys på og med lige dele fokus på, at der er orden i økonomien, og at man sportsligt gør det så godt, som man har mulighed for.

- Derudover: Vi er en værdifuld virksomhed og har dokumenteret, at det kan lade sig gøre at drive en fodboldforretning i Danmark, og det er har de kvitteret for, siger Madsen med henvisning til salgsprisen på 162 millioner kroner for 80 procent af aktierne.

Trivela Group ejer i forvejen den engelske klub Walsall fra den fjerdebedste engelske række, Drogheda FC fra den bedste irske række og Trivela FC fra Togo samt et fodboldakademi i Kenya.

Dansk fodbold har været ramt af en stribe uheldige sager med udenlandske ejere. Kent Madsen er dog tryg ved Trivela Group efter besøg i blandt andet Walsall og amerikanske Alabama, hvor Trivela Group har hovedsæde.

- Jeg er så sikker, som man nu kan være. Vi kan lige så godt smide svesken på disken. Når du spørger, så refererer du særligt til uheldige forløb i Sønderjyske og Esbjerg.

- Og sagt med enorm respekt for de to klubber, som jeg holder meget af, så var de økonomisk udfordrede, da de indgik deres aftaler om at få nye ejere ind. De havde nok ikke samme mulighed for at være langsigtede og tænke sig godt om, som vi har haft.

- Og igen. Med stor respekt for de klubber: Det her er nok en anden vægtklasse. De skal betale 162 millioner kroner for ejerandelen, og det gør man ikke for sjov. Så vi er helt overbeviste om, at de har de rigtige intentioner, siger Silkeborg-direktøren.

Kent Madsen ejer gennem sit firma Silkeborg Fodbold Holding 15-20 procent af aktierne i Silkeborg IF Invest A/S.

Trivela Group køber efter planen 80 procent af aktierne i sidstnævntes datterselskab Silkeborg IF A/S.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT