ATP Finals bliver i Italien frem til 2030
Efter succes med rekordstort publikum vil ATP Finals blive afviklet i Italien i yderligere fem år.
Siden 2021 har italienske Torino været vært, når de otte bedste mandlige tennisspillere har kæmpet om titlen i sæsonfinalen - ATP Finals.Og som følge af en succesfuld periode vil turneringen fortsat blive afviklet i Italien frem til 2030.
Det skriver ATP på sin hjemmeside søndag aften og tilføjer, at mulige italienske værtsbyer efter 2025 er i gang med at blive vurderet.
Nyheden kommer, minutter efter at den italienske verdensetter Jannik Sinner vandt 2024-udgaven med en finalesejr i to sæt over amerikanske Taylor Fritz.
Andrea Gaudenzi, formand for ATP Tour, siger, at Italien har været en fantastisk vært.
- Vi er glade for samarbejdet med FITP (Det Italienske Tennisforbund, red.) og ser frem til at fortsætte med at hæve standarden, tilføjer formanden.
I år har turneringen tiltrukket et rekordstort publikum med over 183.000 tilskuere i Torino.
Præmiepengene nåede også et rekordniveau på 15,25 millioner dollar - svarende til over 100 millioner danske kroner.
Præsidenten i FITP, Angelo Binaghi, forventer, at turneringen vil vokse endnu mere i de kommende år.
- Tennis er dybt forankret i Italiens historie og kultur. ATP Finals er meget elsket af de italienske fans, og med Jannik Sinner som verdensetter er forbindelsen stærkere end nogensinde, siger præsidenten.
Torino blev udpeget som værtsby fra 2021 og frem til 2025 tilbage i 2019.
Fra 2009 og frem til 2020 blev sæsonfinalen afviklet i O2 Arena i London.
Torino er det 15. sted og det første i Italien til at være vært for sæsonfinalen, der blev introduceret i 1970.
/ritzau/