GOG's ubesejrede stime slutter med store klø i Ringsted
GOG faldt sammen og tabte klart til TMS Ringsted. Det var sjællændernes første sejr over GOG i mere end 12 år.
TMS Ringsted leverede søndag aften en overraskelse af de helt store, da holdet hjemme pryglede det indtil i dag ubesejrede førerhold, GOG, med 38-33.Det skete i herrerens bedste håndboldliga, som fynboerne stadig fører med to point ned til Aalborg Håndbold og Fredericia HK efter 11 runder.
Ringsted kravler med sejren op på syvendepladsen, men midterplaceringen betyder næppe det store i de kommende dage.
Søndagens gevinst var således af en karakter, som man kan leve længe på. Det var Ringsteds første sejr over GOG i mere end 12 år i ligaen efter 13 fynske sejre i træk.
Det var især defensivt, at GOG svigtede søndag. Keeperne fik ikke fat i meget, og forsvaret hjalp ikke til.
Værterne rev gang på gang gæsternes defensiv fra hinanden, og en af de hårdeste bødler var den tidligere GOG-spiller Christoffer Dreyer, som bidrog med 9 mål på 12 forsøg.
Også den tidligere GOG-keeper Andreas Haagen spillede med 13 redninger en stærk kamp i Ringsted-buret.
Ringsted kom på 15-10 i første halvleg, inden GOG halede lidt ind og begrænsede skaden til tre mål ved pausen.
Men tre ubesvarede Ringsted-mål på to minutter i starten af anden halvleg tog pusten fra gæsterne.
Og da udeholdets store stjerne, norske Tobias Grøndahl, efter 45 minutter fik et direkte rødt efter en aktion, hvor Dreyer hamrede baghovedet hårdt i gulvet, var løbet reelt kørt.
Grøndahl havde indtil da lavet ni mål, men også flere kostbare tekniske fejl.
Ringsted var helt oppe at føre med ni mål ved 33-24 inden en mere sløset periode og lidt opstramning i slutfasen.
/ritzau/