FCM-profil slipper med reprimande for "Befri Palæstina"-råb
Aral Simsir bliver ikke straffet af Uefa for at have råbt "Befri Palæstina" i kampen mod Maccabi Tel Aviv.
Offensivspilleren Aral Simsir slipper for karantæne eller anden straf fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).Det skriver FC Midtjylland tirsdag på sin hjemmeside.
Uefa havde indledt en undersøgelse af dribleren efter anklager fra Maccabi Tel Aviv, om at han råbte "Befri Palæstina" og "Jeg håber, I dør" undervejs i kampen mod israelerne i starten af oktober.
Første del erkender Simsir og tilkendes en "reprimande" af Uefa. Anden del er dog ifølge FCM usand, og både spilleren og klubben "fordømmer" anklagen.
Simsir blev provokeret på grund af sit tyrkiske ophav, men det er ingen undskyldning, mener FCM.
- FC Midtjylland finder det uklædeligt, at politiske ytringer udveksles på banen; fodbold skal samle, ikke splitte, skriver klubben.
Sagen er håndteret internt, fastslår fodbolddirektør Peter Sand.
- Vi forstår, at alle mennesker har en grænse, og vi respekterer Arals ærlige og ydmyge erkendelse af at have begået en fejl. Vi accepterer dog ikke reaktionen, og vi har derfor også håndteret sagen internt for at sikre, at vores værdier om respekt og fairplay overholdes fremadrettet, siger han til fcm.dk.
22-årige Simsir kalder forløbet vigtig læring i forhold til at holde sine følelser i ro uanset provokationer.
- I et øjeblik fyldt med frustrationer lod jeg mig rive med. Kommentaren var ikke rettet mod nogen personligt, men jeg blev provokeret og mistede fatningen - en klar fejl i min dømmekraft, siger Simsir.
FCM vandt kampen mod Maccabi Tel Aviv i serbiske Beograd med 2-0. Efter fire kampe har midtjyderne syv point og ligger nummer 13 af 36 hold Europa Leagues ligaspil.
/ritzau/