Danskere advares om risiko for efterskælv i Grækenland
Efter jordskælv, der kunne mærkes i Athen, bør danskere holde sig orienteret om situationen, lyder det.
Det danske udenrigsministerium har natten til tirsdag opdateret rejsevejledningen til Grækenland, hvor borgere opfordres til at være opmærksomme på et jordskælv, der har fundet sted i landet.Det fremgår af Udenrigsministeriets hjemmeside og et opslag på det sociale medie X.
- Et jordskælv på 5,3 på richterskalaen har fundet sted i Athen. Der kan være risiko for efterskælv, lyder det i vejledningen.
Personer, som opholder sig i området, bør holde sig orienteret via medierne og gennem deres hotel eller rejsebureau, står der videre.
- Kontakt dine pårørende og lad dem vide, om du er i god behold, står der.
Hele Grækenland er i Udenrigsministeriets rejsevejledning i den grønne kategori. Det vil sige, at man skal være opmærksom og bruge sin sunde fornuft.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at der efter jordskælvet ikke har været nogen meldinger om materielle skader, ligesom ingen personer er blevet meldt tilskadekomne.
Der kunne dog mærkes rystelser i Athen, lyder det.
Det Geodynamiske Institut i Athen, som er Grækenlands hovedstad, melder, at jordskælvet havde en beregnet styrke på 5,2.
Ifølge Reuters siger instituttet, at Jordskælvets epicenter lå omkring 50 kilometer nordøstligt for Athen og havde en dybde på 10 kilometer.
Nyhedsbureauet AFP skriver, at det gjaldt et område omkring fire kilometer ude i havet fra det populære ferieområde Nea Styra på øen Evia.
AFP skriver videre, at jordskælvet ramte omkring klokken 00.30 lokal tid - klokken 23.30 dansk tid.
Stergios Tsirkas, som er borgmester i byen Marathon, der ligger nær det område, hvor jordskælvet ramte, beskriver til lokale medier jordskælvet som meget intenst.
/ritzau/