Froholdt og Skov Olsen får chancen mod Grækenland

8. SEP 2025 • 19:25SPORT

Brian Riemer skifter system og bytter to spillere ud i sin startopstilling i VM-kvalifikationskampen i Athen.

Fodboldlandstræner Brian Riemer har skiftet to spillere ud i sin startopstilling mandag aften i den vanskelige VM-kvalifikationskamp ude mod Grækenland, hvis man sammenligner med Danmarks 11 startede i fredags mod Skotland.

Samtidig laver landstræneren et formationsskifte fra 4-4-2 til 4-3-3.

På midtbanen glider 19-årige Victor Froholdt ind efter et flot indhop i den målløse kamp mod Skotland. Han skal udgøre en løbestærk trio sammen med Pierre-Emile Højbjerg og Morten Hjulmand.

Den unge FC Porto-spiller erstatter Kasper Dolberg, der ikke havde nogen stor aften i fredags.

På højrekanten er Andreas Skov Olsen foretrukket i stedet for Anders Dreyer.

Helt i front får Mika Biereth genvalg, og det holder atter Rasmus Højlund på bænken i en potentiel jokerrolle.

Dermed ser Danmarks startopstilling ud som følger (4-3-3):

Kasper Schmeichel - Rasmus Nissen Kristensen, Joachim Andersen, Andreas Christensen, Joakim Mæhle - Pierre-Emile Højbjerg, Morten Hjulmand, Victor Froholdt - Andreas Skov Olsen, Mika Biereth, Mikkel Damsgaard.

Det danske hold er under pres for at tage point i Athen. Et dansk nederlag vil betyde, at Danmark ikke selv kan afgøre, om det skal blive til en førsteplads i gruppen. Kun gruppevinderen scorer en direkte VM-billet, mens nummer to skal spille playoff.

Grækenlands landstræner, Ivan Jovanovic, var tilfreds med det, han så fra sine spillere i fredagens 5-1-sejr over Belarus. Serberen har kun fundet anledning til at skifte en enkelt spiller i sin 4-3-3-opstilling.

Han stiller op med en giftig fronttrio, hvor driblestærke Cristos Tzolis og det 17-årige supertalent Konstantinos Karetsas skal fodre den stærke angriber Vangelis Pavlidis.

Opgøret på et udsolgt stadion i Athen begynder klokken 20.45 dansk tid.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT