Nepal dropper forbud mod sociale medier efter demonstrationer

9. SEP 2025 • 05:03UDLAND

Minister i Nepal siger, at regeringen dropper begrænset adgang til sociale medier efter dødelige protester.

Nepal har løftet en række restriktioner på adgangen til sociale medier i landet.

Det siger Prithvi Subba Gurung, som er kommunikations-, informations- og teknologiminister ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, efter at demonstrationer - som blandt andet var udløst af den begrænsede adgang til sociale medier - mandag har kostet 19 personer livet.

Flere end 100 blev desuden såret, da demonstranterne gik på gaden.

- Vi har trukket nedlukningen af sociale medier tilbage. De virker nu, siger ministeren til Reuters.

Landets premierminister, Khadga Prasad Sharma Oli, har udtalt, at han er ærgerligt over det, han refererer til som voldshændelser.

Regeringen vil yde økonomisk støtte til de afdødes familier og tilbyde gratis lægebehandling til de sårede, siger han i en udtalelse.

- Et efterforskningsudvalg vil blive nedsat til at undersøge årsagerne og tabene og til at foreslå tiltag inden for 15 dage for at sikre, at sådanne hændelser ikke gentager sig i fremtiden, lyder det fra premierministeren.

Arrangører bag demonstrationerne, som har fundet sted i flere dele af landet, har kaldt begivenhederne for "demonstrationer af Gen Z (betegnelse for generation af unge, red.)".

De siger, at demonstrationerne afspejler unge menneskers frustration over regeringens manglende indsats mod korruption.

I sidste uge besluttede regeringen af blokere for adgangen til flere sociale medier - herunder Facebook. Det er ifølge Reuters en beslutning, som har gjort de unges frustration med regeringen større.

Ifølge New York Times har det også drejet sig om WhatsApp, Instagram og YouTube.

Platformene blev gjort forbudt, eftersom de ifølge den nepalesiske regering ikke levede op til en række nye restriktioner på området.

Forbuddet trådte i kraft torsdag ved midnat - men ifølge Prithvi Subba Gurung bør platformene natten til tirsdag dansk tid altså være oppe at køre i landet igen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT