Hjemmebanehelt kører solo til Giro-sejr foran danskere i udbrud

22. MAJ 2026 • 17:19SPORT

Italienske Alberto Bettiol kørte alene til sejr på Giroens 13. etape, mens to danskere sluttede i top-10.

Den italienske Astana-rytter Alberto Bettiol leverede et afgørende angreb på den sidste stigning og tog sejren på fredagens etape i Giro d'Italia.

Et udbrud slap afsted tidligt på 13. etape af den italienske grand tour, og på de afgørende stigninger var hjemmebanehelten stærkest og kørte alene over målstregen.

Danskerne Michael Valgren (EF) og Mikkel Bjerg (UAE Emirates) var med blandt udbryderne og kæmpede længe med om sejren, men blev sat på den hårdeste stigning.

Valgren kørte dog alligevel ind på en flot fjerdeplads, mens Bjerg blev nummer syv på etapen.

Den 32-årige Bettiol, der er tidligere vinder af Flandern Rundt, tog dermed sin første etapesejr i årets Giro og den anden i karrieren. Han vandt også en etape i 2021.

Det er Astanas tredje sejr i år i den italienske grand tour, efter at Davide Ballerini og Guillermo Thomas Silva også tidligere har vundet.

Klassementsrytterne kom samlet ind med feltet langt efter udbruddet. Jonas Vingegaard (Visma) kom sikkert i mål og er fortsat 33 sekunder efter Afonso Eulalio (Bahrain Victorious) i den samlede stilling.

Lørdag venter et bjergslag, hvor forventningen er, at Vingegaard kan vinde tid i klassementet.

På fredagens etape fik et stort udbrud tidligt lov til at køre, og blandt de mest aktive var Valgren og Bjerg, som begge kom med i frontgruppen efter flere sammensmeltninger undervejs på etapen.

Til sidst bestod udbruddet af 15 ryttere, der fik mere end ti minutters forspring til feltet, som opgav jagten.

Dermed stod det klart, at etapesejren skulle findes blandt rytterne foran, der ud over danskerne blandt andre talte Jasper Stuyven (Quick-Step) og Bettiol.

På den sidste stigning blev gruppen for alvor splittet, og flere ryttere måtte slippe fronten. Valgren fulgte i første omgang stærkt med, mens Bjerg var blandt de ryttere, der faldt fra på stigningen.

I den forreste gruppe viste nordmanden Andreas Leknessund (Uno-X) gode takter og gik kortvarigt alene i front.

Bettiol kæmpede sig dog tilbage, lukkede hullet til Leknessund og kørte derefter direkte forbi nordmanden på de sidste hundrede meter af stigningen.

Dermed sad Bettiol alene i front med 13 kilometer tilbage, mens de øvrige ryttere forsøgte at jagte italieneren.

Astana-rytteren leverede dog en stærk afslutning på nedkørslen og kørte alene over målstregen til sin første sejr i år.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT