Rekordsæson mætter ikke Pedersen: Jeg nåede ikke mine mål

28. SEP 2024 • 12:08SPORT

Aldrig har Mads Pedersen vundet så mange cykelløb som i 2024. Alligevel er han ikke tilfreds med udbyttet.

Da Mads Pedersen i sidste uge spurtede fra Mathieu van der Poel og vandt 2. etape af Luxembourg Rundt, satte den danske cykelstjerne en fed streg under, at han målt på sejre er i gang med karrierens hidtil mest indbringende sæson.

Sejren i Luxembourg var sæsonens 12. og dermed en klar forbedring af hans personlige rekord fra 2022, hvor han vandt ni gange.

Alligevel ryster Pedersen på hovedet, når han bliver spurgt, om denne sæson så også har været hans bedste.

- Det synes jeg ikke. Jeg havde sat næsen op efter at vinde monumenter, den grønne trøje og etaper i Tour de France, og der er ikke noget af det, der lykkedes.

- Jeg skal ikke klage over mit forår, for det gik sindssygt godt. Efter det er det ikke gået som forventet. Til gengæld er der kommet andre sejre til, som er en slags plaster på såret.

- Men der er ingen tvivl om, at hvis jeg skulle have set sæsonen som en succes, så skulle jeg have haft en etapesejr i Touren og en grøn trøje, siger Mads Pedersen.

Han startede året med et brag i to mindre franske etapeløb og havde allerede vundet seks gange midt i februar.

Men der er forskel på sejre. Gent-Wevelgem og etapesejren i Critérium du Dauphiné er de to eneste på listen i løb med World Tour-status.

At vinde i Tyskland Rundt og Luxembourg Rundt vægter bare ikke lige så tungt. Pedersens egen konklusion er, at sejrene i år ikke har været store nok.

- Det kan godt være, at det lyder arrogant, men det er ikke ment sådan. Jeg har bare arbejdet efter noget andet.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for mine 12 sejre i år, og glad for, at jeg efter uheld og missede sæsonmål stadig har formået at komme tilbage og køre stærkt.

- Jeg er glad for sæsonen, men det er ikke den bedste, jeg har haft, fastslår Mads Pedersen.

Den ærgerrige sjællænder mangler stadig at nå sit store karrieremål om at vinde en af de store forårsklassikere.

Denne sæson indbragte en tredjeplads i Paris-Roubaix. Tidligere i karrieren er han blevet både toer og treer i Flandern Rundt.

- Jeg jagter stadig det monument. Sådan vil det også være næste år, fastslår Mads Pedersen.

Søndag er han del af det danske landshold, der skal forsøge at hjælpe kaptajn Mattias Skjelmose til VM-succes i landevejsløbet omkring Zürich.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT