AGF og FCM deler i guldkamp uden scoringer

26. APR 2026 • 22:23SPORT

FC Midtjylland forsvarede sig til det ene point i 0-0-kampen ude mod AGF i Superligaens guldkamp.

AGF forsøgte ihærdigt og med stort mod, men søndagens guldkamp i Superligaen mod FC Midtjylland endte uden scoringer.

Det var et 0-0-resultat i Aarhus, som FCM bedst kunne bruge, da midtjyderne bevarede førstepladsen på en markant bedre målscore inden sæsonens sidste tre ligakampe.

AGF spillede i alle 90 minutter plus det løse for at tage den sejr, der kunne give aarhusianerne førstepladsen. En førsteplads, AGF har smidt væk i de seneste uger efter et forspring på syv point ned til midtjyderne.

Men FCM forsvarede sig godt og brugte alle midler for at forsvare førerpositionen i dansk fodbold.

Mens AGF spillemæssigt ville mest, så havde FCM i første halvleg de største chancer.

FCM-angriberen Cho Gue-sung fik en stor chance, men sydkoreaneren leverede en kæmpe afbrænder. Og det skulle vise sig, at han ikke havde sin bedste dag foran målet.

I den anden ende havde AGF også chancer til at score, men blandt andre Jakob Andersen brændte sit skudforsøg.

Ti minutter før pausen diskede Jesper Hansen op med en god redning, da Cho Gue-sung igen fik en chance på kanten af feltet.

Det blev også kampbilledet i anden halvleg.

Cho Gue-sung forsøgte sig mod AGF-målet efter en stikning fra Aral Simsir. Men Jesper Hansen kom godt ud af sit bur og stod i vejen som en sikker sidste skanse.

Dermed fik Jesper Hansen personlig oprejsning, efter at veteranen var skyld i et mål i et nederlag i den seneste indbyrdes guldkamp, som blev spillet for godt en uge siden.

AGF-træner Jakob Poulsen skiftede angriberen Patrick Mortensen ind fra anden halvlegs start, men han kunne heller ikke bryde dødvandet foran de 11.335 tilskuere, der er rekord på det midlertidige stadion i Vejlby.

Da bolden dansede på målstregen foran AGF-angriberne Patrick Mortensen og Tobias Bech, kom FCM's midtbanedynamo Pedro Bravo heroisk ilende og sparkede bolden over mål.

Derfor endte det helt uden scoringer i Aarhus, og FCM er et lille skridt tættere på at vinde det danske mesterskab.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT