Philadelphia Eagles tromlede Green Bay Packers på fysik
Flere Green Bay Packers-profiler udgik med skader i en fysisk NFL-kamp, som Philadelphia Eagles vandt 22-10.
Green Bay Packers røg ud af NFL-slutspillet natten til tirsdag dansk tid, da Philadelphia Eagles vandt en hårdt spillet kamp 22-10.Dermed er Philadelphia Eagles videre til anden runde i slutspillet, efter en kamp hvor holdet vandt på en overlegen fysik.
Bedst eksemplificeret var det i kampens tredje quarter, hvor flere spillere fra Green Bay Packers udgik med skader.
Green Bay Packers kom først sent på måltavlen og reducerede til 3-10 ni minutter inde i tredje quarter.
Lidt over to minutter senere scorede Philadelphia Eagles touchdown, da tight end Dallas Goedert viste overlegen styrke over for udeholdets forsvarsspiller Carrington Valentine.
Goedert plantede ganske enkelt en arm ad to omgange i ansigtet på Valentine, som slet ikke kunne komme ind på livet af sin højere og stærkere modspiller.
- Ingen i denne liga er lige så brutal og fysisk som Dallas Goedert, når han har bolden i hænderne.
- Vores hårdhed og fysik blev vist frem i det spil. Dallas er en fysisk spiller, og det var et stort spil, siger Philadelphia Eagles-træner Nick Sirianni.
Philadelphia Eagles kom foran 16-3 på det spil, og det skulle vise sig at blive ret så afgørende.
Green Bay Packers reducerede godt nok til 10-16 på et touchdown af running back Josh Jacobs, men tættere på kom udeholdet ikke.
I stedet scorede Philadelphia Eagles på to field goals og udbyggede bare føringen. Green Bay Packers kunne ikke komme med et modsvar.
De hårde tacklinger fra Philadelphia Eagles betød, at flere af de offensive spillere hos Green Bay Packers udgik med skader.
Green Bay Packers-receiveren Romeo Doubs slog hovedet i græsset og udgik i tredje quarter, og lidt senere udgik angrebsmakkeren Jayden Reed med en skulderskade, mens også Josh Jacobs mod slutningen fik nogle knubs.
Philadelphia Eagles skal møde vinderen af opgøret mellem Los Angeles Rams og Minnesota Vikings, der tørner sammen natten til tirsdag dansk tid.
/ritzau/