Overtidsmål i Sunderland spolerer Arsenals gyldne stime
Leandro Trossard scorede en langskudsperle, men Arsenal smed sejren i tillægstiden i Sunderland.
Arsenal var få minutter fra sejr nummer 11 i træk, men Sunderlands udligning i tillægstiden spolerede den gyldne stime.En langskudsperle fra Leandro Trossard sendte Arsenal på sejrskurs, men i tre minutters overtid leverede Brian Brobbey akrobatik af højeste kaliber og prikkede 2-2-målet ind lørdag aften.
Oprykkerne satte dermed en stopper for Arsenals ellers suveræne stime. Sunderland har generelt gang i en flot sæson og ligger på en aktuel tredjeplads med 19 point.
Arsenal fører fortsat Premier League med 26 point efter 11 runder.
Mens Arsenal kombinerede sig flittigt rundt om Sunderland, leverede hjemmeholdet i stedet en omgang simpel fodbold, da Daniel Ballard bragede Sunderland i front ti minutter før pausen.
En lang bold blev smidt frem, og efter et par hovedstødsdueller faldt kuglen ned for fødderne af Ballard, der kanonerede føringsmålet ind mod sin barndomsklub.
Oprykkerne kæmpede med næb og kløer og fastholdt føringen til pausen, men anden halvleg var bare syv minutter gammel, da presset blev for tungt.
Sunderland smed bolden væk i opspillet, og det blev udnyttet af Arsenals offensive esser.
Bukayo Saka fik bolden serveret, og anføreren smækkede resolut udligningen ind fra højresiden.
Herfra blev det en indædt kamp for Sunderland i håbet om at holde Arsenal yderligere fra fadet.
Det lykkedes kun i 20 minutter.
Med et kvarters tid tilbage tog Leandro Trossard sagen i egen hånd på kanten af feltet og scorede en sand langskudsperle uden chance for Robin Roefs i Sunderlands mål.
Dramaet blev fuldendt i tillægstiden, da Sunderland-angriberen Brian Brobbey på akrobatisk vis svang benet højest og fik skovlet en udligning i netmaskerne.
/ritzau/
