Tottenham udpeger Roberto De Zerbi som ny træner
Italieneren Roberto De Zerbi er blevet ansat til at redde Tottenham ud af dyb krise.
Det bliver en italiener med et godt kendskab til Premier League, som får ansvaret for at redde den synkende skude i Tottenham.Tirsdag oplyser London-klubben på sin hjemmeside, at Roberto De Zerbi er blevet ansat som cheftræner efter afskeden med Igor Tudor.
- Jeg er begejstret over at komme til denne fantastiske fodboldklub, som er en af de største og mest prestigefyldte i verden, siger Roberto De Zerbi.
Han står i første omgang over for syv ligakampe, hvor opgaven er at agere brandslukker og forhindre, at klubben rykker ned i den næstbedste række.
- I alle mine snakke med klubbens ledelse har dens ambitioner for fremtiden været tydelige: At bygge et hold, der kan opnå store ting, og gøre det på den måde, der begejstrer vores fans.
- Jeg er her, fordi jeg tror på den ambition, og jeg har underskrevet en lang kontrakt for at gøre alt for at levere det, siger De Zerbi.
London-klubben er havnet i fedtefadet i bunden af Premier League, hvor der er et enkelt point ned til West Ham under nedrykningsstregen.
Senest led Tottenham et smertefuldt nederlag til Nottingham Forest, der i London vandt 3-0 og rykkede over Tottenham i tabellen.
Det var en stor succes, da De Zerbi stod i spidsen for ligakonkurrenten Brighton i godt to år frem til sommeren 2024.
Siden har italieneren været cheftræner i franske Marseille, som han forlod i februar efter gensidig aftale.
Tottenham sagde søndag farvel til Igor Tudor, 44 dage efter at han overtog cheftrænerrollen fra danske Thomas Frank, der nåede at være Tottenham-træner i lidt over syv måneder.
Tudor skulle have været den midlertidige løsning frem til sommer, men han formåede ikke ligefrem at forbedre holdet i de syv kampe, han nåede.
Tottenham skal først i aktion igen 12. april, når holdet i Premier League møder Sunderland på udebane.
/ritzau/
