NFL-dansker bliver medejer af nyt nordisk hold
Nordic Storm får NFL-spilleren Hjalte Froholdt ind i ejerkredsen. Danskeren bliver også ambassadør.
Danske Hjalte Froholdt har fået sit store gennembrud i NFL de seneste sæsoner, men fra 2025 sætter han også sit præg på den bedste europæiske liga i amerikansk fodbold, European League of Football (ELF).Fynboen bliver medejer og ambassadør for det nye hold Nordic Storm, som skal kæmpe med i den europæiske liga fra den kommende sæson.
Det skriver holdet i en pressemeddelelse.
- Jeg er super begejstret for officielt at være medejer og ambassadør for Nordic Storm. Min passion for amerikansk fodbold startede, da jeg spillede hjemme i Danmark, som tog min rejse hele vejen til NFL.
- Og jeg er super glad for nu at kunne udvikle sporten i hele Norden, siger Hjalte Froholdt.
Nordic Storm er i øjeblikket ved at samle et hold, og kontrakterne med de første spillere er skrevet under.
Froholdt er selv en vigtig spiller for NFL-holdet Arizona Cardinals og kommer ikke selv i kamp for det nordiske mandskab. Men han ser store perspektiver i projektet.
- Dette projekt handler ikke kun om at starte et professionelt franchise. Det handler om at skabe en bevægelse på tværs af hele Danmark, Sverige og hele regionen.
- Med Nordic Storm sætter vi vores passion, vores talent og vores kærlighed til amerikansk fodbold på landkortet og viser hele verden, hvad vi kan, lyder det fra Froholdt.
Danskeren skal også bidrage med viden fra verdens bedste liga, påpeger bestyrelsesformand Michael Planeta.
- Med Hjaltes erfaringer fra både NFL og fodbold i Norden kan vi vise næste generation af spillere, at vejen til verdens bedste liga er mulig.
- Han har selv bevist det, og nu skal hans eksempel inspirere flere til at følge den samme vej fra de nordiske baner hele vejen til NFL, siger han.
Det vides endnu ikke, hvor stor en andel af det dansk-svenske hold Froholdt skal eje.
Nordic Storm skal efter planen spille sine hjemmekampe på Gladsaxe Stadion.
/ritzau/