Rubio: USA er urokkelig i støtten til Israel
Mens situationen er anspændt efter Israels angreb på Hamas i Qatar, forsikrer Rubio Israel om USA's støtte.
USA er "urokkelig" i støtten til Israel, når det handler om at nå de mål, der er opstillet for krigen i Gazastriben.Det siger den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, under et besøg i Israel mandag.
Han siger videre, at den militante palæstinensiske bevægelse Hamas skal ophøre med at eksistere som en væbnet gruppe, der kan true fred og sikkerhed i regionen.
- Befolkningen i Gaza fortjener en bedre fremtid, men den bedre fremtid kan ikke begynde, før Hamas er elimineret, siger den amerikanske udenrigsminister.
- I kan regne med vores urokkelige støtte og engagement i retning af at se det blive til virkelighed, tilføjer han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Rubios besøg er et "klart signal om, at USA står side om side med Israel", siger Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, på et fælles pressemøde.
Rubio ventes tirsdag at besøge Qatar, skriver Washington Post.
Det besøg kommer, efter at Israel i sidste uge rettede et angreb mod Hamas-ledere i landet.
Mandag er arabiske ledere samlet til et krisemøde for at drøfte angrebet i Doha, som er Qatars hovedstad.
Israels angreb på en anden allieret af USA har gjort situationen i Mellemøsten mere anspændt.
På pressemødet med Rubio i Jerusalem mandag gentager Netanyahu, at Israel tager "det fulde ansvar" for angrebet, der kostede seks mennesker livet.
Angiveligt er fem Hamas-medlemmer dræbt, men gruppens ledere overlevede, har bevægelsen meddelt.
Desuden blev en qatarsk sikkerhedsvagt dræbt, har Qatars regering meddelt.
/ritzau/Reuters