Tomassons Sverige går målamok mod Aserbajdsjan

19. NOV 2024 • 22:42SPORT

Viktor Gyökeres scorede fire gange, da Sverige bankede Aserbajdsjan med 6-0 i Nations League.

Det svenske fodboldlandshold har for alvor fået gang i målscoringen under den danske landstræner Jon Dahl Tomasson.

Tirsdag afsluttede svenskerne Nations League med en storsejr på 6-0 over Aserbajdsjan i en kamp, hvor angriberen Viktor Gyökoeres fortsatte sin vilde målstime.

Allerede før kampen var Sverige sikker på at avancere til næstøverste lag, og med i alt 19 fuldtræffere blev de blå-gule Nations Leagues mest scorende hold.

Modstanden i C-laget har ikke været skræmmende, men Tomasson vil formentlig være tilfreds med at have hentet 16 af 18 mulige point mod Slovakiet, Estland og Aserbajdsjan.

På Strawberry Arena i Solna skød Dejan Kulusevski svenskerne i gang med 1-0-scoringen efter ti minutters spil.

Skoldhede Viktor Gyökeres øgede til 3-0 med yderligere to mål i første halvleg, og inden spillerne gik til pause, nåede Alexander Isak at få et mål annulleret for offside.

Uheldige Isak åbnede anden omgang med at brænde et straffespark, men Kulusevski og Gyökeres holdt gang i festen med Sveriges fjerde og femte mål i halvlegens 12. og 13. minut.

Gyökeres, der har scoret 23 gange i 16 kampe for Sporting i denne sæson, lavede sit fjerde mål 20 minutter før tid.

Sverige er med i B-laget, når næste udgave af Nations League begynder i efteråret 2026. Slovakiet sluttede på gruppens andenplads og får dermed en ekstra chance for oprykning i to playoffkampe i marts.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT