Norsk Aalborg-fløj indstiller karrieren
Efter fem år i Aalborg Håndbold indstiller Kristian Bjørnsen til sommer karrieren i en alder af 37 år.
Den 37-årige højrefløj Kristian Bjørnsen indstiller sin håndboldkarriere efter denne sæson.Det oplyser Aalborg Håndbold på sin hjemmeside.
Bjørnsen har været på lønningslisten i den nordjyske klub siden 2021.
- Alting har en ende, og efter grundig overvejelse sammen med min familie har vi valgt, at det til sommer er tid til at afslutte dette kapitel af livet og se frem mod et nyt.
- Hvad der skal ske, ved jeg ikke endnu, men jeg er åben for at prøve mig af i noget helt nyt, om det så bliver i sportens verden eller ej, må tiden vise, siger Kristian Bjørnsen.
Efter at have spillet i Bergen Håndball skiftede han til svenske IFK Kristianstad i 2014 og to år senere til tyske HSG Wetzlar, hvor han blev i fem år, før turen til Aalborg.
I Aalborg har Bjørnsen siden da spillet 233 kampe og scoret 700 mål, vundet to danske mesterskaber, tre pokaltitler og deltaget i Champions League-finalen i 2024, opremser Aalborg Håndbold.
På det norske landshold er Bjørnsen noteret for 215 kampe og 756 mål, to VM-sølvmedaljer og en EM-bronzemedalje. I 2017 blev han desuden valgt til VM-slutrundens All-Star hold.
- Jeg synes selv, jeg har haft en lang og god karriere, hvor jeg har mødt mange spændende mennesker, haft masser af gode holdkammerater og ikke mindst været så privilegeret at få lov at vinde flere titler og have en række uforglemmelige øjeblikke, som vil være med mig resten af livet, siger Bjørnsen.
Aalborg skal næste gang i aktion torsdag mod Sporting i Champions League, hvor holdet allerede har kvalificeret sig til kvartfinalerne.
/ritzau/
