BBC: Regelværkere vil sende behandlede spillere ud i et minut

24. FEB 2026 • 11:15SPORT

En regel om at behandlede spillere skal vente et minut uden for banen, vedtages ifølge BBC på lørdag.

Fodboldspillere, der har modtaget behandling for en skade, skal ud af banen i et minut, når spillet genoptages.

Det er et af flere tiltag mod tidsudstrækning, som forventes at blive godkendt, når International Football Association Board (Ifab), der står for at lave reglerne i fodboldverdenen, afholder sin årlige generalforsamling på lørdag.

Det skriver BBC.

På nuværende tidspunkt er der ingen bestemmelser i reglerne om, hvor længe en spiller, der har fået behandling, skal blive på sidelinjen.

Ligaer har ret til at fastsætte egne retningslinjer, og Premier League har siden sæsonen 2023/24 opereret med en 30-sekunders-regel.

Fifa har på forsøgsplan testet reglen om at være uden for banen i to minutter under Arab Cup i december.

På et Ifab-møde i januar blev det aftalt, at en fast periode skulle tilføjes reglerne, men der var uenighed om længden af tiden, og der var angiveligt stærk modstand mod to minutter.

Hvis en regel om et minut vedtages, vil der være undtagelser. Den behandlede spiller skal ikke ud, hvis der er uddelt et gult eller rødt kort i situationen, og målmænd vil også være fritaget.

Mange i fodboldverdenen har længe efterlyst en regel, der skal dæmme op for, at spillere fingerer skade for at trække tiden.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT