Rusland på årsdag for invasion: Krigen er ikke slut

24. FEB 2026 • 11:43UDLAND

Rusland kan endnu ikke sætte nogen dato på, hvornår nye samtaler om Ukraine finder sted.

Den russiske regering meddeler tirsdag, at målene med krigen i Ukraine ikke er blevet opnået endnu, og at "den militære specialoperation" fortsætter.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen kommer på årsdagen for invasionen af Ukraine, der startede 24. februar 2022.

Regeringen i Rusland fortæller derudover ifølge Reuters, at efter Vesten begyndte at støtte Ukraine, er konflikten blevet til en langt større konfrontation med dem, der ønsker "at knuse deres land".

Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass fortæller talsmand for den russiske regering Dmitrij Peskov tirsdag, at hovedformålet med Ruslands "militære specialoperation" i Ukraine er at garantere sikkerheden for befolkningen i Donbass-regionen i det østlige Ukraine, som "før var i stor fare".

- Senere, med vestlige landes og USA's direkte indblanding i denne konflikt, blev den særlige militæroperation de facto til en storskala konfrontation mellem Rusland og vestlige lande, som har næret - og fortsat nærer - målet om at knuse vores land, udtaler Peskov ifølge Tass.

Dmitrij Peskov fortæller derudover til Tass, at Frankrigs og Storbritanniens intentioner om at give Ukraine atomvåben er "et brud på international lovgivning".

- Dette er en åbenlys krænkelse af alle normer, principper og relevante bestemmelser i folkeretten, fortæller han til Tass.

Den russiske regering sætter ikke nogen dato på, hvornår man næste gang vil forhandle om Ukraine, men anser ifølge Peskov både politik og diplomati som mulige veje at gå for at opnå deres mål.

- Vi håber oprigtigt, at dette arbejde vil fortsætte, udtaler Peskov ifølge Reuters.

Ifølge AFP fastslår Peskov dog også tirsdag, at Rusland uanset hvad vil kæmpe, indtil deres mål for krigen i Ukraine er opnået.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT