Regeringen afsætter milliarder til forsvar og lavere moms i 2035-plan

24. FEB 2026 • 12:25ERHVERV/POLITIK

Regeringen kan ifølge Lars Løkke Rasmussen se bunden af gryden med penge efter milliarddyr 2035-plan.

Der kommer ikke til at være så frygteligt mange penge tilbage i statskassen om nogle år, fremgår det af regeringens økonomiske 2035-plan.

I hvert fald hvis regeringens planlagte og omfattende investeringer i blandt andet forsvar og momsnedsættelse føres ud i livet.

Det fremgår af planen, som præsenteres tirsdag i Finansministeriet, at der kommer til at være 36 milliarder kroner tilbage i frie midler i 2030. Resten af det ellers hastigt voksende råderum bliver brugt rub og stub med regeringens plan.

- Vi må også være ærlige at sige, at når vi har gjort det, er der ikke plads til alle mulige og umulige ting, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Forsvaret er den helt store udgift i den mellemsigtede økonomiske plan.

Med afsættelsen af 3,8 milliarder kroner til Ukrainefonden i år, vil Danmark opfylde Nato-målet med at bruge 3,5 procent af bruttonationalproduktet på rene forsvarsudgifter i år.

Regeringen planlægger ikke at gøre det i årene 2027-2029, men vil igen nå de 3,5 procent fra 2030 og frem.

Der bliver også afsat milliarder af kroner til en endnu uspecificeret nedsættelse af momsen.

- Når vi har gjort det, så er vi også nået der, hvor det begynder at ligne en tom gryde. Der er lidt tilbage. Vi kan se bunden, siger Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

Økonomiminister Stephanie Lose (V) fremfører, at dansk økonomi er stærk på grund af den rekordhøje beskæftigelse.

Lose vil have flere økonomiske reformer og indsatser for at øge konkurrencekraften.

- Men det er vigtigt at sige, at pengetræet ikke vokser ind i himlen, og arbejdet kommer ikke dumpende ned fra himlen, siger hun.

Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har siddet i regering sammen siden 2022. Der skal senest afholdes folketingsvalg med udgangen af oktober i år.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT