Norris sætter kurs mod VM-titel trods Verstappen-opvisning
Lando Norris vandt i São Paulo, hvor Max Verstappen ellers kørte et vildt ræs efter at være startet bagerst.
Max Verstappen leverede en mindeværdig præstation i søndagens brasilianske grand prix. Efter at have startet fra pit lane kørte han sig til en tredjeplads, men han kunne ikke hente Lando Norris.Den britiske McLaren-stjerne kørte et fejlfrit løb og kronede en perfekt weekend med en sejr, der bringer ham snublende tæt på sin første VM-titel i Formel 1.
Efter også at have vundet lørdagens sprintløb udbyggede han sin VM-føring. Han har nu 24 point ned til holdkammerat Oscar Piastri, der blev femmer søndag. Verstappen er 49 point efter Norris.
Det blev et begivenhedsrigt løb i Sao Paulo. Hvis man blinkede, missede man givetvis en overhaling, for de blev sat ind overalt på banen fra start til slut og i begge ender af feltet.
Norris havde været bedste mand gennem hele weekenden, og han lagde sig også i front fra pole position.
I en dramatisk start var holdkammerat Oscar Piastri involveret i en kollision, som endte med at koste ham en straf på ti sekunder.
I modsatte ende måtte regerende verdensmester Verstappen starte fra pit lane efter en rædselsfuld kvalifikation. Men er der nogen, som kan få noget ud af ingenting, så er det den flyvende hollænder.
Fra start lancerede han et stort comeback. Han åd bil efter bil, og relativt tidligt stod det klart, at han kunne komme til at køre med om podiet.
Med 20 omgange igen gik Norris ind til sit sidste pitstop, og det gav kortvarigt Verstappen føringen. Han havde kun otte sekunder ned til Norris, da briten kom ud fra pitten igen, så da Verstappen gik ind til sidste sidste stop kort efter, var Norris tilbage i front.
Verstappen røg ned som firer, men han havde fart i Red Bull-raceren. Først gik han forbi George Russell, og til sidst lå han helt oppe i nakken på Kimi Antonellis Mercedes.
Hollænderen løb dog tør for omgange, men han vil uden tvivl være glad for podiepladsen med tanke på udgangspunktet for løbet.
/ritzau/
