Trumps Iran-bagdør løfter danske aktier ved børsåbning
Det danske C25-indeks åbnede 2,3 procent højere, efter melding om at USA kan trække sig fra konflikten i Iran.
Det danske C25-indeks åbnede 2,3 procent højere onsdag morgen, efter præsident Donald Trumps melding om at USA snart kan trække sig fra konflikten i Iran.Tre kvarter senere er de dog faldet en smule tilbage og er kun steget 1,6 procent.
22 af de 25 aktier i det danske eliteindeks stiger fra morgenstunden - kun de to Mærsk-aktier og Vestas er i minus.
Investorernes optimisme kommer, i kølvandet på en handelsdag på Wall Street hvor de amerikanske aktier også lyste grønt.
S&P-indekset steg 2,9 procent, og det teknologitunge Nasdaq-indeks steg med 3,8 procent.
De pæne stigninger kommer, som nævnt i kølvandet på at Donald Trump tirsdag luftede, at USA var på vej til at gøre en ende på de angreb på Iran, som har ramt hele verdens olieforsyning.
Trump har dog ikke fortalt, hvornår det vil ske, og det står heller ikke klart, om iranerne igen vil åbne for skibstrafikken gennem Hormuz-strædet, så olietankerne igen kan passere det smalle og vigtige knudepunkt.
Måske bliver vi klogere natten til torsdag dansk tid, hvor Donald Trump vil holde tale.
Emnet og indholdet af talen er ukendt, men Trump gav tirsdag aften dansk tid udtryk for, at det amerikanske engagement i Iran-konflikten formentlig kun vil vare to eller tre uger endnu, før man trækker sig.
De aktuelle stigninger kommer, i kølvandet på en marts måned der var hård ved aktiemarkederne over det meste af verden.
De stigende oliepriser og frygten for en længerevarende forsyningskrise med rekordhøje oliepriser har fået investorer over hele verden til at sælge ud af deres værdipapirer.
Onsdag morgen er oliepriserne imidlertid faldet tre procent oven på gårsdagens nyheder og en forventning om, at Hormuz-strædet snart kan åbne igen.
Brent-olien fra Nordsøen er dog fortsat 39 procent højere end for en måned siden.
/ritzau/
