Marts var usædvanlig solrig og mild efter kold start på året

1. APR 2026 • 12:29INDLAND/KRIMINAL

Efter koldeste januar i 16 år og februar, der fortsatte i det kølige spor, var marts gavmild med sol og varme.

Januar blev den koldeste i 16 år, og februar fortsatte i det usædvanligt kølige spor.

Men i marts har vejrguderne vist sig fra deres milde side.

Marts 2026 har nemlig budt på flere solskinstimer og højere temperaturer end normalt.

Det fremgår af en opgørelse fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Med en middeltemperatur på 5,5 grader blev marts 2026 således den sjettevarmeste, siden de landsdækkende målinger begyndte i 1874.

Marts bød også på usædvanligt meget solskin. Solen skinnede over landet i 153,2 timer - 17 procent over gennemsnittet for perioden fra 1991 til 2020.

Der blev i marts i år også målt lidt mindre nedbør end en normal marts måned.

Der faldt i gennemsnit 35,3 millimeter. Det er 24 procent mindre end gennemsnittet for marts i årene 1991 til 2020.

April ser ud til at fortsætte i det lune spor fra marts.

Der er nemlig varm luft sydfra på vej mod Danmark, skriver DMI på sin hjemmeside.

Tirsdag lød forudsigelsen på op mod 20 grader på tirsdag i næste uge.

Prognosen er nu opdateret og venter mellem 13 og 17 graders varme på tirsdag, skriver vagthavende meteorolog Jesper Eriksen på DMI's hjemmeside.

- Om de tidligere forudsagte 20 grader ender som en ufrivillig aprilsnar, må vi vente at se, lyder det fra meteorologen.

Sikkert er det dog, at april statistisk set er den tørreste måned i Danmark.

Det skyldes blandt andet et fænomen kaldet "Påskeøsten".

Det dækker ifølge DMI over perioder med østlige vinde i foråret, hvor kold og tør luft strømmer ind over Danmark.

Ofte ligger der også højtryk i nærheden af Danmark, som holder regnfulde lavtryk på afstand.

Alt i alt giver det gode betingelser for tørt vejr, skriver DMI.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT