Hver anden bilist holder ikke tilstrækkelig afstand på motorvejen
Knap halvdelen af bilisterne svarer, at de ikke overholder anbefalet mindsteafstand på 65 meter på motorveje.
Knap halvdelen af bilisterne - 44 procent - holder ikke tilstrækkelig afstand til forankørende biler på motorvejene.Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Verian har lavet for Vejdirektoratet.
1219 bilister er blevet spurgt om, hvor lang afstand de holder til forankørende på motorvej.
Otte procent svarer, at de holder under 20 meters afstand, mens 36 procent svarer 20 til 40 meter.
Men det er i begge tilfælde under den anbefalede mindsteafstand, lyder det fra afdelingsleder i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen.
- På motorvejsstrækninger, hvor man må køre 130 kilometer i timen, skal man holde mindst 65 meters afstand, siger hun.
I undersøgelsen svarer over halvdelen, at de slet ikke ved, hvad den anbefalede mindsteafstand er på motorvej.
Det afslører ifølge afdelingslederen et dybt "videnshul" hos mange bilister.
- Problemet er, at man ikke ved, hvad der sker i bilen foran. Derfor er det vigtigt med en ordentlig bremselængde, så man ikke brager op i bilen foran, hvis der pludselig sker noget uforudset, siger hun.
Netop bagendekollisioner er ifølge Vejdirektoratets ulykkesstatistik den hyppigste ulykkestype på danske motorveje.
I perioden fra 2020 til 2024 udgjorde kollisionerne 43 procent af det samlede antal ulykker på motorveje.
I 2024 blev tre dræbt, og 51 kom alvorligt til skade ved denne type kollision.
Det får nu Vejdirektoratet til at iværksætte en kampagne, der på sociale medier og skilte på rastepladser skal minde bilisterne om at holde afstand.
Marianne Foldberg Steffensen forklarer, at der allerede findes afstandsmarkører på flere motorveje, der skal hjælpe bilisterne til at huske at holde afstand.
- Vi har også overvejet, om man kunne sætte dem op over det hele. Problemet er, at hvis de er over det hele, eller hvis det er en strækning med meget køkørsel, så lægger man ikke mærke til dem, siger Marianne Foldberg Steffensen.
/ritzau/