Lyngby lader midlertidig trænerduo fortsætte året ud
Andreas Bjelland og Dan Brimsvik skal i resten af kalenderåret fortsætte som cheftrænerduo i Lyngby.
Lyngby Boldklub ønsker at se mere til Andreas Bjelland og Dan Brimsvik som trænerteam og lader duoen blive i jobbet resten af året.Det meddeler Lyngby tirsdag på fodboldklubbens hjemmeside.
Bjelland og Brimsvik trådte til som midlertidig løsning på cheftrænerposten, da Lyngby valgte at fyre Morten Karlsen i jobbet.
Lyngby-sportschef Nicas Kjeldsen forklarer, at han havde regnet med at have fundet en løsning på cheftrænerposten hurtigere, men at han nu vil bruge mere tid på at træffe den rigtige beslutning.
- Med den udvikling, vi har haft de sidste fire-fem uger, ville det være tosset ikke at tage os bedre tid til rekrutteringen.
- I det ligger også, at vi skal finde den rette konstellation, for der er selvfølgelig noget, der har ændret sig siden den 2. september.
- Heriblandt at spillertruppen og flere nøglepersoner har trådt i karakter, og det er noget, som vi gerne vil bygge videre på, siger Nicas Kjeldsen til klubbens hjemmeside.
Lyngby spillede mandag 2-2 ude mod Hvidovre efter tre sejre i træk forinden. Den gode stime betyder, at Lyngby er nummer to i den næstbedste række og dermed på kurs mod oprykning til Superligaen.
- Resultaterne er en ting. Noget langt vigtigere er det lederskab, vi har set i dagligdagen, i klubhuset og over for spillertruppen. Der har vi en samlet stab, der virkelig er trådt i karakter hele vejen rundt, siger Nicas Kjeldsen.
Han oplyser, at Lyngby har ført aktive forhandlinger og dialog med flere konkrete cheftræneremner. Det ligger ikke umiddelbart i kortene, at Bjelland bliver den permanente løsning.
- Vi mangler ikke som sådan kandidater, og vi kan godt mærke, at vi er en attraktiv klub for mange trænere. Vi kunne godt ansætte en ny træner i morgen, men det skal være det helt rigtige for klubben.
- Rent teknisk kan Bjelland ikke blive godkendt til at blive cheftræner i Superligaen, så uden at vi tager oprykningen på forskud, så leder vi stadig efter en langsigtet løsning, siger sportschefen.
Lyngby oplyser, at Andreas Bjelland ikke kan blive godkendt som cheftræner i Superligaen, fordi han ikke har "de fornødne licenser". For at være træner i Superligaen skal man være i besiddelse af den højeste Uefa-licens, Pro-licensen.
Lyngby skal spille seks kampe mere i år.
/ritzau/