Sprudlende Ehlers hjælper Winnipeg Jets til fjerde sejr

19. OKT 2024 • 08:16SPORT

Nikolaj Ehlers spillede en central rolle, da Winnipeg Jets natten til lørdag vandt over San Jose Sharks.

Danske Nikolaj Ehlers var godt spillende, da hans NHL-hold Winnipeg Jets natten til lørdag nedlagde San Jose Sharks i en målrig affære.

Ehlers stod for to af hjemmeholdets scoringer og blev yderligere noteret for en assist til en af de andre scoringer i sejren på 8-3.

Dermed fortsatte holdet fra Winnipeg den perfekte sæsonstart, som har budt på fire sejre i de første fire kampe.

28-årige Ehlers var brandvarm på isen i første periode, hvor han i den grad bidrog til, at Winnipeg allerede efter første periode var foran 4-1.

Han assisterede ved kampens første mål, scorede selv til 2-0 og var igen på pletten med målet til 3-1 kort efter at gæsterne havde reduceret.

Neal Pionk øgede herefter føringen til 4-1 med et powerplay-mål kort tid inden første periodes slutning.

San Jose Sharks kom aldrig i nærheden af at bringe spænding tilbage i opgøret.

Winnipeg Jets er blandt tre NHL-hold, som endnu er ubesejrede denne sæson. De andre to er Calgary Flames og Tampa Bay Lightning.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT