NHL-dansker hylder rekordjagtende ikon efter stor sejr

3. APR 2025 • 07:47SPORT

Frederik Andersen lovpriser Alexander Ovechkin, der scorede sit mål nummer 892 i stort nederlag til danskeren.

Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen og Carolina Hurricanes smadrede natten til torsdag dansk tid Washington Capitals 5-1 i NHL, men mange overskrifter gik til taberholdets største stjerne.

Den 39-årige russiske legende Alexander Ovechkin passerede i slutningen af tredje periode således Andersen til 1-4 i et powerplay med to spillere i overtal.

Det var Ovechkins mål nummer 892 i NHL's grundspil, og han er dermed blot to mål fra at tangere Wayne Gretzkys målrekord i ligaen.

Det var 10. gang i 13 møder med Ovechkin, at Andersen blev passeret af russeren.

- Har man sådan rigtigt spillet i NHL, hvis ikke "Ovi" har scoret på dig?, spørger Andersen retorisk ifølge nhl.com.

Som nummer et og to i Eastern Conference er både Carolina og Washington sikret adgang til slutspillet, så den rutinerede dansker accepterer, at Ovechkin stjæler opmærksomheden.

- Han var været en pokkers god spiller i 20 år, så det er meget fortjent, og al den opmærksomhed, han får, er glimrende.

- Men vi skal gøre vores job, og vores fokus var at spille vores spil mod en virkelig stærk modstander. Det er ikke sådan, at de kun spiller for at få ham til at score, siger Andersen.

Ovechkin satte sit mål ind fra et område på isen - omkring venstre faceoff-cirkel - der populært kaldes "kontoret" med henvisning til, at han har scoret netop derfra masser af gange.

- Hvis man tillader ham at få det skud, kommer han formentligt til at score. Jeg tror, mere eller mindre alle regnede med, at den ville gå. Det er det cool ved hans skud og scoringsevne, siger Andersen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT