Nye internationale uddannelser skal fastholde udenlandsk arbejdskraft

8. APR 2025 • 06:00ERHVERV/POLITIK

Tre nye engelsksprogede ungdomsuddannelser skal få internationale medarbejdere til at blive boende i Danmark.

Andelen af international arbejdskraft i Danmark vokser og vokser.

Og efterspørgslen på engelsksprogede uddannelser stiger i takt.

Derfor åbner Børne- og Undervisningsministeriet nu for et udbud med henblik på at etablere tre nye IB-uddannelser.

- Vi er nødt til at lave en ny udbudsrunde for at kunne fastholde den internationale arbejdskraft, siger børneordfører i Venstre Anni Matthiesen.

IB står for International Baccalaureate. Uddannelsen er en toårig engelsksproget gymnasial uddannelse.

Der er på nuværende tidspunkt 13 offentlige og 3 private IB-udbud i Danmark.

I 2023 var 2105 elever i gang med en IB i Danmark.

Og en undersøgelse fra Epinion lavet for ministeriet forudsiger, at antallet vil stige med 70 procent frem mod 2033.

Regeringen vil derfor tilføje yderligere tre uddannelsessteder til udbuddet, i håb om at flere internationale medarbejdere vælger at blive boende, mens deres børn er under uddannelse.

Og i Dansk Industri er man begejstret for den melding.

- Arbejdskraft er vores vigtigste valuta, og derfor er det helt afgørende, at vi kan tiltrække internationale talenter og deres familier til Danmark.

- Hvis børnene trives og har det godt, så er der også større sandsynlighed for, at forældrene bliver boende, lyder det fra vicedirektør i organisationen, Signe Tychsen Philip.

Udbuddet løber frem til den 1. oktober 2025, og det kan søges af alle gymnasiale uddannelser i Danmark.

Dog er der nogle steder i landet, hvor det vil gøre en større forskel end andre, lyder det.

- Der hvor vi kan se, at behovet er størst, det er blandt andet i det sydjyske og omkring Odense og også nogle steder på Sjælland, siger Anni Matthiesen.

Vinderne af udbuddet forventes præsenteret i slutningen af 2025, hvorefter den internationale IB-organisation (IBO) skal give deres endelige godkendelse.

Det er uvist, præcis hvor lang den proces ender med at blive.

- Det afhænger af, om uddannelserne allerede har gjort nogle af tingene klar, og om de i forvejen har erfaring på området.

- Det er klart, at den proces kan tage noget tid, men jeg kunne godt drømme om, at man kan starte op allerede fra august 2026, siger børneordføreren.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT