Bennekou sadler om og bliver i rolle som elitechef
Morten Bennekou fortsætter som elitechef i Danmarks Cykle Union. Han skulle ellers stoppe til august.
Der bliver alligevel ingen udskiftning på den måske tungeste sportslige post i Danmarks Cykle Union (DCU).Morten Bennekou havde sagt sit job op og skulle stoppe som elitechef i august, men han har fået fornyet tro på en stor fremtid for dansk cykelsport og vil nu fortsætte i sin stilling.
Det oplyser unionen i en pressemeddelelse.
U-vendingen vækker stor glæde hos unionens nytiltrådte direktør, Niels Bo Daugaard.
- Vi er utroligt glade for, at Morten Bennekou har valgt at fortsætte som elitechef. Morten har i den grad været med til at forme de indsatser, der har båret frugt hen over årene.
- Hans passion, vision og dedikation har sat varige spor i dansk cykelsport, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde. Jeg er meget stolt over, at Morten kan se sig selv som en central spiller i den nye vej, vi er i gang med at sætte for dansk cykelsport, som vi vil tage til næste niveau, siger direktøren.
Bennekou har siddet i rollen siden 2019. Tidligere har han også haft rollen som talentchef og ungdomslandstræner i DCU.
Han sagde sit job op i en periode med store kløfter i DCU.
Unionen stod foran endnu et formandsskifte, flere bestyrelsesmedlemmer havde forladt deres post, så bestyrelsen var handlingslammet og ikke kunne ansætte en ny direktør efter Jens-Erik Majlund, der hellere ville være midlertidig direktør i Dansk Ride Forbund.
Der er kommet ro på i løbet af de seneste to måneder. Morten Anderson er på både en ekstraordinær og en ordinær kongres blevet udpeget som formand, mens Niels Bo Daugaard har fået direktørkasketten. Det har påvirket Bennekous lyst til at beholde sit job.
- Jeg oplever, at der blæser nye vinde i Danmarks Cykle Union, og den oplevelse har været én af flere betydelige faktorer, som har gjort, at jeg har genfundet den store motivation, som det kræver at stå i spidsen for talent- og elitesektoren i forbundet.
- Jeg ser en stor og spændende udfordring i at fastholde dansk cykelsports historisk høje niveau, men jeg ser også et meget stort potentiale, som jeg tror på, kan bringe dansk cykling endnu længere ind i verdenseliten i de kommende år, siger Bennekou.
/ritzau/