Mødet med Danmarks bedste er et pejlemærke for FCK-kvinder
FCK-træner ser frem til at finde ud af, om hans hold kan håndtere stjerner som Mille Gejl og Nadia Nadim.
FC Københavns fodboldkvinder kommer på en yderst vanskelig opgave onsdag aften, når det knap halvandet år gamle fodboldhold møder Danmarks aktuelt bedste hold, HB Køge.Selv om opgøret meget vel kan ende med pokalexit, vil der formentlig være et brugbart afkast alligevel, siger FCK-cheftræner Kasper Klarskov.
Ved at måle sig op imod HB Køge får FCK et pejlemærke af sin aktuelle styrke og en klar fornemmelse af, hvad holdet skal blive bedre til, inden FCK med stor sandsynlighed skal spille i A-ligaen på den anden side af sommerferien.
- Vi får lov til at mærke, hvor langt vi er fra Danmarks absolutte top. Det er vigtigt for os, for vi har en ambition om selv at komme derop en dag, selv om vi i første omgang skal vise, at vi er gode nok til at være med i A-ligaen.
- Med al respekt for vores normale modstandere er vi ikke vant til at stå og forsvare os lavt eller ikke at have bolden mest, og der kunne godt vente os et anderledes kampbillede, som vi skal lære at håndtere. Det bliver en god erfaring for os at se, hvordan vi ser ud i det lave forsvarsspil, siger Kasper Klarskov.
Stiller gæsterne op med gallaholdet, skal FCK blandt andre forsøge at stoppe Rikke Marie Madsen, Mille Gejl og den brandvarme stjerne Nadia Nadim, der har scoret otte mål i sine seneste fire ligakampe.
Det er spillere på et markant højere niveau, end de københavnske løvinder møder i den næstbedste række.
- Køge spiller meget chancesøgende og direkte, og jeg er meget nysgerrig på, hvordan vi står imod det, og jeg er også nysgerrig på, hvordan vi håndterer deres dygtige individualister.
- Køges bedste spillere har jo landsholdsniveau, og de er meget bedre end dem, vi er vant til at møde. Stiller Køge op med de bedste, så må vi jo forvente, at de kommer til at skabe chancer imod os, og det bliver interessant at se, hvordan vi reagerer på det, siger FCK-træneren.
I foråret mødte FCK også Danmarks dengang bedste hold, Fortuna Hjørring, i pokalturneringen. Over to kampe tabte FCK kun med et mål sammenlagt. De opgør viste, at københavnerne skal satse på egne styrker frem for at indrette sig efter en på papiret noget stærkere modstander.
FCK-træneren har troen på en pokaloverraskelse.
- Vi har en naturlig respekt for, at vi møder et virkelig stærkt hold, men vi må heller ikke lave for meget om i forhold til, hvordan vi plejer at komme ud på banen. Det vil føles for unaturligt for os, og jeg er ret tryg ved, at dele af vores spil også rækker i et møde med de bedste.
- Selvfølgelig synes jeg, det er realistisk, at vi kan slå HB Køge, men det vil da være en overraskelse, hvis vi gør det. Det vil svare til, at et tophold fra 1. division slog vores herrehold i pokalen - det ville være en overraskelse, men ikke en sensation, siger Kasper Klarskov.
FC København spiller sine hjemmekampe på Vanløse Idrætspark. I gennemsnit har 664 tilskuere overværet holdets seks hjemmekampe i denne sæson.
FC København begyndte at spille kvindekampe på eliteniveau i sommeren 2024, da der blev indgået en overbygningsaftale med FC Damsø.
Klubben topper den næstbedste række og har sikret sig en plads i forårets oprykningsspil til A-ligaen. Her kæmper seks hold om hele fire ligabilletter, fordi landets bedste række udvides. Meget skal gå galt, hvis ikke Kasper Klarskovs mandskab skal sætte sig på en af pladserne.
/ritzau/
