Medvedev før Rune-møde: Han kan alle slag i tennis

15. MAR 2025 • 05:18SPORT

Holger Runes semifinalemodstander i Indian Wells roser danskerens evner, men har også bidt mærke i udfald.

Den russiske tennisspiller Daniil Medvedev udtrykker stor respekt for Holger Rune før fredagens semifinale ved Indian Wells.

Medvedev har samtidig noteret sig, at hans kommende modstander indimellem har nogle formdyk.

- Han har et stort talent.

- Han kan mere eller mindre slå alle de slag, som man skal kunne i tennis, siger Daniil Medvedev til nyhedsbureauet AFP.

Danskeren fik sit store gennembrud i 2022 med tre turneringssejre, og det blev til yderligere én turneringstriumf i 2023, da han genvandt ATP 250-turneringen i München.

Om en måned er det to år siden, at Rune senest gik hele vejen og vandt en turnering.

- Han ved sikkert godt, at han nogle gange mangler at holde niveau i begyndelsen af turneringerne, men når han dykker dybt, så er han svær at slå.

- Jeg skal virkelig spille godt, siger Medvedev med henvisning til fredagens kamp.

De to spillere har mødt hinanden tre gange. Medvedev har vundet to, mens Rune i 2023 vandt det første indbyrdes opgør.

Det seneste møde fandt sted for nøjagtig et år siden i Indian Wells, hvor Medvedev slog Rune med 7-5, 6-4 i kvartfinalen.

Russeren rangerer i øjeblikket som nummer seks i verden, mens Rune er nummer 13 på ranglisten.

Kampen i Californien spilles klokken 21.30 dansk tid.

I fredagens anden semifinale står den forsvarende mester, Carlos Alcaraz, over for briten Jack Draper.

Alcaraz har vundet ATP 1000-turneringen i Indian Wells i både 2023 og 2024.

Skulle det lykkedes for spanieren at vinde for tredje år i træk i Indian Wells, vil det blot være tredje gang, at det lykkes for en spiller på herresiden. Roger Federer og Novak Djokovic har også gjort det.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT