Manchester City køber engelsk landsholdsstopper
Manchester City har brugt cirka 172 millioner kroner på at købe Marc Guéhi i Crystal Palace.
I jagten på endnu et engelsk mesterskab har Manchester City igen været på rov hos en ligakonkurrent.Mandag har Premier Leagues nummer to købt den engelske landsholdsforsvarer Marc Guéhi fri af Crystal Palace og udstyret ham med en kontrakt til 2031. Handlen bekræftes af begge klubber.
Ifølge engelske medier betaler Manchester City 20 millioner pund, svarende til cirka 172 millioner kroner, for at købe Guéhi fri et halvt år før hans kontraktudløb med Crystal Palace.
Manchester Citys fodbolddirektør, Hugo Viana, er yderst tilfreds med nyerhvervelsen.
- Marc er åbenlyst en af de bedste forsvarsspillere i engelsk fodbold, og det har han været i et stykke tid, så vi er meget begejstrede for at bringe ham til Manchester City.
- Jeg mener, at vi har købt et kæmpe talent, som vil forbedre os. Han er kun 25 år, men han har allerede vist, at han er en leder, yderst professionel og desperat efter hele tiden at blive bedre. Han er stærk, har exceptionelle defensive kvaliteter og er dygtig til at læse spillet, lyder skudsmålet blandt andet.
Marc Guéhi ser frem til at bytte tilværelsen i Premier Leagues nedre regioner ud med topstriden.
- Det her skifte føles som kulminationen på alt det hårde arbejde, jeg har lagt i min karriere. Nu er jeg en del af den bedste klub i England og en del af en utrolig stærk spillertrup, siger han.
25-årige Guéhi har også ivorianske rødder, men har spillet 26 landskampe for England siden debuten i 2022.
Det er anden gang, at City handler hos en anden Premier League-klub i indeværende måned. Klubben betalte cirka 560 millioner kroner for at hente kantspilleren Antoine Semenyo i Bournemouth for halvanden uge siden.
/ritzau/
