32 sømænd er reddet i land fra sunket iransk skib ved Sri Lanka
Sri Lanka har ikke officielt sagt noget om, hvorfor iransk skib er sunket. Kilder siger, at ubåd har angrebet.
En iransk fregat er onsdag sunket ud for Sri Lankas kyst.Det siger Sri Lankas udenrigsminister, Vijitha Herath, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Udenrigsministeren meddeler til landets parlamentsmedlemmer, at 32 sømænd med "kritiske skader" er blevet reddet i land.
De sårede sømænd er blevet bragt til et hospital i det sydlige Sri Lanka, lyder det fra udenrigsministeren ifølge AFP.
Et oppositionsmedlem spurgte ifølge AFP om, hvorvidt den iranske fregat er blevet bombet som led i USA og Israels angreb mod Iran. Der var ikke umiddelbart et svar fra regeringen, skriver AFP.
Ifølge nyhedsbureauet er det iranske skib beregnet til at have omkring 180 besætningsmedlemmer om bord.
Skibet udstedte et nødsignal ved daggry.
Kilder fra Sri Lankas flåde- og forsvarsministerium har sagt til Reuters, at mindst 101 personer er savnet, efter at skibet er sunket.
Ifølge kilderne er skibet sunket som følge af et angreb fra en ubåd.
Der er ikke nogen officielle meldinger om, hvorfor skibet er sunket.
Men ifølge en talsperson fra søværnet i Sri Lanka passer det ikke, at der savnes 101 personer efter hændelsen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Talspersonen siger videre, at søværnet har fundet flere lig, som man mener kan være besætningsmedlemmer fra skibet.
Skibet er ifølge talspersonen et militærskib, og der blev ikke observeret andre skibe i nærheden, lyder det.
Sri Lankas forsvarsministerium meddelte tidligere onsdag, at det ledte efter øvrige besætningsmedlemmer fra skibet, som sank omkring 40 kilometer syd for Sri Lanka. Det skriver AFP.
/ritzau/
