Mægtige Spanien overmatcher de danske basketherrer

27. NOV 2025 • 20:27SPORT

Et ungt dansk hold viste gode takter, men måtte se sig slået af Spanien i VM-kvalifikationens åbningskamp.

Danmarks basketherrer fik en hård start på VM-kvalifikationen, da spanierne viste sig for stærke og vandt opgøret 74-64 i Farum Arena.

Uden profilerne Gabriel "Iffe" Lundberg og Shavon Shields kæmpede et ungt og talentfuldt dansk mandskab længe, men måtte til sidst se sig overmatchet af den spanske basketgigant.

Alligevel viste det unge danske mandskab fine kvaliteter, og en sprudlende Tobias Jensen blev topscorer med 20 point.

Drømmen om Danmarks første VM nogensinde begyndte dermed med et nederlag i gruppe A i første runde af VM-kvalifikationen, hvor de øvrige modstandere er Ukraine og Georgien.

Tre af de fire hold går videre til næste runde af kvalifikationen, hvor der skal kæmpes om en endelig plads ved VM i 2027 i Qatar.

Der ventede torsdag aften en svær opgave for Danmark, som måtte undvære Lundberg og Shields, der begge var optaget af klubkampe.

Spanien har i mange år været blandt verdens førende basketnationer og har i nyere tid vundet VM-guld i 2019 og EM-guld i 2022.

Siden da har landsholdet dog gennemgået et markant generationsskifte. Danmark mødte derfor torsdag aften et spansk hold, der trods høj individuel kvalitet endnu ikke har spillet mange kampe sammen.

Spanierne lignede også fra start et hold, der stadig skulle finde hinanden, og Danmark fulgte længe godt med.

Fraværet af en erfaren spilstyrer som Iffe Lundberg var mærkbart, men unge kræfter som 21-årige Tobias Jensen og 22-årige Dane Erikstrup trådte tidligt i karakter.

Første periode sluttede med et jubelbrøl i Farum Arena, da Adam Heede-Andersen i sidste sekund ramte fra distancen og holdt Danmark blot to point efter Spanien.

Spaniernes fysik og dominans på rebounds begyndte herefter at give problemer, og Jaime Fernandez blev varm bag trepointslinjen.

Alligevel kæmpede Danmark videre, fremtvang scoringer og fejl fra modstanderne, men nåede aldrig helt at indhente Spanien, som endte med at tage en komfortabel sejr i VM-kvalifikationen.

Danmarks anden kamp i denne landsholdssamling spilles søndag mod Ukraine på udebane. Opgøret afvikles i Riga i Letland på grund af krigen i Ukraine.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT