Majordeltagelse puster til Astralis' slumrende identitet

27. NOV 2025 • 09:30SPORT

Det er tre et halvt år siden, Astralis senest deltog i en majorturnering. Fredag er holdet tilbage på scenen.

De senere år har det danske Counter-Strike-hold Astralis gennemlevet flere kriser. Det har blandt andet betydet, at man har misset kvalifikationen til de seneste fem majorturneringer, sportens allerstørste turneringer.

Men fredag er holdet tilbage på den største scene, når det går løs ved StarLadder Budapest Major 2025 i Ungarn. Og det har man ventet på, fortæller en af holdets spillere Emil "magisk" Reif.

- Majors er noget helt specielt, og især for en organisation som Astralis er det en turnering, der nærmest er en del af identiteten, så selvfølgelig er det noget særligt, siger han.

I årene op til coronapandemien kunne Astralis ikke tage til alverdens største turneringer uden at være favorit til titlen.

Mellem 2017 og 2019 vandt holdet fire af de seks majorturneringer, der blev afholdt - tre af sejrene i øvrigt i træk. På den anden side af coronaen nåede holdet dog ikke samme højder.

Der har været gang i svingdøren på holdet de senere år, og det har lignet, at man har famlet efter formlen på at vende tilbage til verdenstoppen.

Selv om man er kommet et stykke deropad - Astralis er aktuelt nummer 11 på verdensranglisten - maner Emil "magisk" Reif til besindighed i forhold til at skrue forventninger op til den forestående major.

- Top-5 i verden er helt sikkert en smule foran alle andre, men majoren er bare et andet bæst, og det finder man ud af, når man står midt i det. Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang, og kan vi få en god start, kan alt ske, siger han.

Emil "magisk" Reif var selv en af de spillere fra guldperioden, der blev skiftet ud på et tidspunkt. Han endte siden med at vinde en major med franske Vitality. Han tørnede senest ud for Falcons, før han i september kom retur til Astralis.

Også holdets mest rutinerede spiller, Nicolai "dev1ce" Reedtz, var med i de gyldne dage, hvor Astralis dominerede tungt. Han var med i alle fire majorsejre, mens "magisk" var med i de tre sidste, der kom på stribe.

Han vandt senere som sagt én med Vitality, men selv om der er samlet otte majortitler på holdkortet, ved spillerne godt, hvor man står efter udskiftning så sent som i september.

- Selv om vi er et par stykker på holdet, der har vundet turneringen nogle gange, så starter vi forfra nu, siger Emil "magisk" Reif.

- Det er den turnering, alle forbereder sig til, og vi kommer til at spille mod de bedste hold i verden, på et tidspunkt hvor alle peaker. Det gør vi også, og vi føler, vi kan slå alle, slår han fast.

Der spilles i gruppespillet efter Swiss-systemet, hvor man skal hente tre sejre, før man indkasserer tre nederlag, for at komme videre.

De tre øvrige spillere på Astralis-holdet er in-game leader Rasmus "HooXi" Nielsen, Jakob "jabbi" Nygaard og Victor "Staehr" Staehr.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT