Instans afviser Midtjyllands protest mod Billing-rødt

27. NOV 2025 • 09:50SPORT

FC Midtjylland har klaget over Philip Billings røde kort, men dommeren fastholder sin vurdering af aktionen.

FC Midtjylland har appelleret Philip Billings udvisning i weekendens nederlag mod Sønderjyske, men midtjyderne får ikke medhold i sagen.

Kampens dommer, Mikkel Redder, har set videomateriale og fastholder vurderingen, at Billing "svinger sin arm hensynsløst baglæns", så det røde kort og karantænepointene står til troende.

Det fremgår af en kendelse fra Fodboldens Disciplinærinstans.

I slutfasen i søndagens nederlag til Sønderjyske fik midtbaneprofilen Philip Billing fik sit andet gule kort for at svinge en arm i hovedet på Olti Hyseni.

Kort efter lukkede mesterskabsbejleren målet ind til slutresultatet 1-2.

Efterfølgende klagede Midtjylland over det røde kort, da klubben mener, at Billing "brugte sine arme som et naturligt led i driblebevægelsen og ikke som et våben", lyder det i kendelsen.

Midtjylland mener derfor, at det andet gule kort bør annulleres, så de tilhørende karantænepoint også frafalder.

Men det får topklubben altså ikke medhold i.

Efter nederlaget i Sønderjyske fortalte Philip Billing, at han ikke kunne gøre noget anderledes i situationen.

- Når jeg bliver holdt tilbage og prøver at løbe, kunne jeg godt tænke mig et frispark lidt før. Så var det ikke sket. Jeg prøvede at løbe fremad, så det var derfor, jeg ikke gad give op.

- Jeg prøvede at komme fremad, og jeg har lange arme, og jeg endte med at ramme ham. Måske skulle jeg have tænkt mig bedre om, men det er ikke sådan, at jeg slog ham i hovedet med vilje, sagde han til Viaplay.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT