McLaren-duo jagter revanche i tæt top efter diskvalifikation

27. NOV 2025 • 16:10SPORT

Oscar Piastri ligger nummer to efter holdkammeraten Lando Norris, men Piastri giver ingen hjælp.

McLaren-kørerne Lando Norris og Oscar Piastri fører det samlede regnskab i Formel 1, men en teknisk brøler har kostet dyrt.

I weekendens grandprix i Las Vegas blev begge diskvalificeret på grund af en teknisk fejl på bilen. Det betød, at Red Bulls Max Verstappen i den grad halede ind på forspringet.

Verstappen ligger nu side om side med Piastri på en delt andenplads med 24 point til Norris i front. Adspurgt direkte, om Piastri kommer til at hjælpe holdkammeraten Norris til titlen, er svaret dog klart.

- Vi har haft en meget kort diskussion om det, og svaret er nej.

- Jeg har lige så mange point som Max (Verstappen, red.), og jeg har stadig en god chance for at vinde, hvis tingene går min vej. Så det er sådan, vi kommer til at gribe det an, siger Oscar Piastri før sæsonens 23. grandprix.

Her venter et sprintløb lørdag og et grandprix søndag. Med andre ord er der flere muligheder for, at Verstappen kan spise sig tættere på sensationen.

Den firedobbelte verdensmester har indhentet et forspring på 104 point siden september på Oscar Piastri.

I Las Vegas blev der for alvor gjort et indhug i McLaren-duoens forspring.

Verstappen vandt grandprixet, mens både Lando Norris og Oscar Piastri efterfølgende blev diskvalificeret.

En planke under bilen havde ikke den påkrævede tykkelse ved en måling efter afslutningen på grandprixet. Det betød, at bilen kan køre en anelse tættere på asfalten, end reglerne tillader.

De to McLaren-kørere tog derfor hjem fra USA uden point.

Det har bragt spændingen yderligere tilbage i toppen af Formel 1-regnskabet, hvor der resterer to løb og et enkelt sprintløb.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT