Hjulmand roser spillerne for mindeværdig sejr over City

26. NOV 2025 • 00:52SPORT

Bayer Leverkusen brød Manchester Citys imponerende hjemmebane-statistik i Champions League.

Den danske cheftræner i Bayer Leverkusen, Kasper Hjulmand, kalder tirsdagens sejr i Champions League over storklubben Manchester City for en aften, han vil huske.

- Vi er så glade for denne sejr. Men ikke kun sejren, også den karakter, som holdet viste, siger Kasper Hjulmand på et pressemøde efter kampen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg har stor respekt for spillerne, for det hold, vi er. Vi er ved at bygge et hold her, og jeg synes, at denne aften er en mindeværdig aften. Det er brændstof for vores udvikling, tilføjer danskeren.

Bayer Leverkusen vandt 2-0 over Pep Guardiolas Manchester City-mandskab. Dermed brød tyskerne Citys imponerende statistik på hjemmebane.

Det var første gang i 24 kampe, at City blev besejret på hjemmebane i Champions League inden knockoutfasen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Alejandro Grimaldo og Patrik Schick scorede målene mod et reservespækket hjemmehold, der spillede uden den norske stjerneangriber Erling Haaland i de første 65 minutter.

City havde bolden i store dele af kampen, men Hjulmands spillere var skarpest, når det gjaldt.

- Selvfølgelig havde vi øjeblikke, hvor vi havde brug for en smule held og en meget god målmand i aften, siger Kasper Hjulmand.

Den tidligere danske landstræner overtog jobbet som cheftræner i Bayer Leverkusen først på sæsonen. Hans kontrakt løber frem til sommeren 2027.

Hjulmand blev hentet ind, efter at Leverkusen valgte at fyre Erik ten Hag som træner efter blot tre kampe i spidsen for holdet.

Spanieren Xabi Alonso havde inden da stået i spidsen for den tyske klub siden 2022. Han førte holdet til triumf i Bundesligaen og pokalturneringen sidste år, hvor holdet også nåede finalen i Europa League.

Det var første gang i klubbens historie, at Bayer Leverkusen vandt Bundesligaen. Det skete efter en pletfri sæson uden et eneste liganederlag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT